Danske film kan sjældent måle sig noget videre med de store internationale film, men alligevel er det altid underholdene at se dem bare fordi de er danske. Større forventninger havde jeg heller ikke til den dansk ungdoms-spændingsfilm, Dykkerne, men den overraskede mig så meget at jeg simpelthen blev nød til at anmelde den.

Christian og Ask er brødre og har netop fået sommerferie. Som hver eneste år tager de på ferie hos morfaren, der er en gammel søulk med eget skib, som drengene morer sig med at dykke ud fra.
I år er de dog ikke de eneste der er ude at dykke i området. Et andet skib med nogle lyssky professionelle dykkere, gennemsøger området efter en gammel sunken Nazi ubåd.

Da drengene en dag er ude og dykke, hører Ask nogle underlige lyde neden under vandet, lyden af børn der råber om hjælp! Da de svømmer nærmere, støder de på den gamle ubåd.
Der har gået mange historier om den forsvundne Nazi båd, bla. en om at dens last skulle være fyldt med guld. Det vil drengene naturligvis gerne ned og se nærmere på, og på trods af advarsler fra øens synske særling, tager de ud til vraget og dykker alene ned i den. Det er dog langt fra guld, som drengene finder nede i mørket, men noget langt mere skrækindjagende...

Ja det er jo, men det ligger man faktisk ikke særlig meget mærke til, ud over at de naturligvis taler dansk. Skuespillet er ikke helt oppe på Hollywood plan, men de fleste i filmen spiller deres roller rigtig godt, og kun enkelte steder er der noget at sætte fingeren på. Generelt er det langt bedre end hvad man kan frygte af en dansk film.
Nogle af de små tillægshistorier i filmen, lugter også lidt af dansk familiefilm, men selve hovedhandlingen er rigtig god, og det at den bliver drejet til noget der ligner en gyser, er bestemt positivt.

Produktionen af filmen er klart på internationalt højde, filmen er fyldt med smukke billeder både over og undervandet. Og ikke mindst kulisserne og speciel effekterne i Nazi ubåden, er på topplan.

Dykkerne er meget mere en bare en bare en anden kedelig dansk ungdomsfilm. Så har du holdt dig væk fra den bare fordi den er dansk, skulle du nok give den en chance alligevel.

Hvis du holder meget at spille rollespil som f.eks. Advanced Dungeons & Dragons er Record of Lodoss War et 'must'. Den er nemlig meget inspiret af AD&D. Hvis man synes at den Dungeons & Dragons filmen var lidt tam, kan du være sikker på at det er Record Of Lodoss ikke. Normalt er det meget dyrt og omstændigt at lave en spillefilm, og det gør det svært at få lavet et ordentligt stykke arbejde. Men sådan er det ikke med anime film. Fordi at de er animerede er de nogenlunde billige at lave og så slipper man også bedre igennem censuren.

Knægten Parn bliver uheldigvis rodet ud i en kamp om Lodoss. En flok onde beboer har fået den onde tanke at genoplive en ælgammel chaos gud og udnytte hende til at få magten over hele verden. I begyndelsen er Parn lidt uvidende, men han har en god moral, som gør at han bliver langsomt omdannet til en god kriger. Men en helt kan aldrig klare sig alene, og Parn får hjælp af den gode elverkvinde Deedlit, troldmanden Slayn, præsten Etoh, den grumme dværg Gimh og den smarte tyv, og generelt udspekulerede, Woodchuck.

Sammen skal de så forsøge at standse det onde plot og det bliver gjort med gode gamle AD&D manere. Heltene kommer først ud på nogle sub-missions før de kommer til deres hoved-mission, som er kædet godt sammen.

Det bedste i filmen er at forskellen imellem Good Guys og Bad Guys er meget stor. Vores helte i Record of Lodoss War er så kerne gode, at de skal hjælpe alt og alle lige meget hvad. De er den type person som vil give 200% for godhedens skyld, koste hvad det vil. Den gælder også for Bad guys og hoved skurken Wagnard er så ond at børn begynder at græde når han går forbi dem, og hunde føler sig truet.

Instruktøren Hitoshi Yasuda har altid været meget glad for at spille Advanced Dungeons & Dragons da han var yngre. Han fik tiden til at gå med at lave temmeligt advanced moduler til AD&D. Igennem årene skabte han så sin egen rollespils verden Lodoss, og begyndte at udbygge den med byer, magt-faktioner, monstre osv. Som årene gik endte Hitoshi Yasduda med at arbejde med anime film, og han fik sit største ønske opfyldt. En film lavet over verden Lodoss.

Selvom man normalt ikke kan lide anime film, må jeg sige at Record of Lodoss War er værd at se, især hvis du har prøvet at spille AD&D. Specielt hardcore fanatikere vil straks kunne genkende de gode gamle væsner fra AD&D som f.eks. orc, gobliner, trolde og selv drager...Ja der er nogle vilde drager i filmen.

En ting er sikkert, du kommer ikke til at sove når du ser Record og Lodoss War, da der er rigtige meget action i filmen, og den er fuldt med i Advanced Dungeons & Dragons såkaldte Dungeon Crawl tema.

Den er på ialt 13 episoder og er 290 minutter langt. Så hvis du er bidt af fantasy, anime eller Advanced Dungeons & Dragons kan du klart gå ud og se Record of Lodoss War.

Blue Shift er den anden officielle udvidelse til det populære first person shooter, Half Life. Oprindelig var Blue Shift tænkt som en bonus pakke til Half Life konverteringen til Dreamcast, men er nu i stedet kommet ud på PC, og kommer måske slet ikke til Dreamcast alligevel.

Blue Shift foregår igen i det samme tidsrum som den oprindelige Half Life og Opposing Force, hvor man før har oplevet katastrofen på Black Mesa gennem videnskabsmanden Freemans og lejesoldaten Shepherds øjne, for man nu chancen for at se den fra sikkerhedsvagten, Barney Calhouns perspektiv.

Barneys arbejdsdag starter meget ligesom Freemans, han møder klokken 8:42 hvor han hopper på den hængende sporvogn og kører ned i det efterhånden bekendte Black Mesa Research Facility. Dagen starter med en masse små problemer, sikkerhedsdøre der ikke vil åbne, små strømafbrydelser etc, som til sidst udvikler sig til den katastrofe hvor Freeman ved et uheld kommer til at åbne en portal mellem alien verdenen Xen og New Mexico.

Gameplayet er det samme som den oprindelige Half Life, masser af action og mindre forholdsvis simple puzzels som skal løses, men det er jo også stadig Gearbox som står bag, og de ved nok hvordan et Half Life spil skal sættes sammen. Desværre er også både fjender og våben præcis de samme som vi har set før, faktisk er variationen af fjenderne skuffende lille, du møder i alt kun sølle 5 forskellige aliens gennem hele spillet, plus lejesoldaterne.

Handlingen og de puzzles man skal gennemføre for at komme væk fra Black Mesa, er ganske godt fundet på, og pænt gennemførte. Desværre er der ikke mere af disse end hvad der forslår til kun få timers gameplay, man kan uden problemer overhovedet, gennemføre Blue Shift på en enkelt dag.

Grafikken og lyden er der ikke meget at sige til, Blue Shift kører stadig på den gennem testede, men efterhånden også aldrende Half Life engine.

Alt i alt er Blue Shift et godt first person shooter, med en god historie og godt med action og afvekslende puzzles, men som nævnt før, alt alt for kort. Det har Gearbox dog forsøgt at kompensere for, ved at smide Opposing Force udvidelsen med på CD'en. Men har man allerede Opposing Force, så kan man nemt finde mere fornuftige ting at bruge 200kr på. Det skal da så lige siges til Blue Shift forsvar at den ikke kræver at man har Half Life i forvejen.

Er du fan af Half Life og har endnu ikke fået prøvet Opposing Force, så er Blue Shift klart et kig værd. Kan du ikke svare ja til begge dele, skal du nok lige tænke dig om en ekstra gang inden du finder 200kr af dine lommepenge frem.

Flere folk har efterhånden fået øjnene op for de kinesiske martial arts film, eller de så kaldte KongFu-film, efter at stor succesen "Crouching Tiger, Hidden Dragon" er gået verdenen rundt, og ligefrem blev hædret med en oscar i oscar i år.

Men Crouching Tiger er langt fra en enestående film, faktisk er det en hel genre der ovre. Hollywood har også forsøgt at tage denne genre til sig, med film som "Romeo Must Die" eller diverse nyere Jackie Chan film, men de er alle gået hen og blevet lidt for amerikanske, ikke at det nødvendigvis er negativt, men de rigtige Kung Fu-film ovre fra rismarkerne, har nu deres helt egne kvaliteter.

Kung Fu-film har aldrig været kendt for dybe meningsfyldt plots eller talentfulde skuespillere, men det er heller ikke det folk vil se i sådan en film, det er i stedet de vilde kamp scener og overdrevne stunts folk forventer, og her giver Twin Warriors folk hvad de forventer.

Twin Warriors handler om to brødre, Jun Bo (Jet Li) and Chin Bo (Chin
Siu Ho), som vokser op og lærer Kung Fu på et Shaolin tempel. Når brødrene ikke træner eller sloges for sjov, render de rundt på templet og laver unoder, hvilket konstant giver dem ballade med de andre, og til sidst resultere i at de bliver smidt ud af templet.

Ude i den virkelige verden, går der ikke lang tid før de to brødre skilles, Chin Bo melder sig ind i Kejseren Hær mens Jun Bo slutter sig til en flok oprører. De to er pludselig på to forskellige og rivaliserende sider, deres veje skilles, men kun for at de senere mødes igen, som fjender.

Som sagt så er det ikke handlingen der er det vigtige i disse film, men i stedet kamp scenerne. Og dem er der bestemt ikke sparet på i Twin Warriors, rent faktisk er den spækket med dem, den ene med mere overdrevne stunts en den anden.
Selv om næsten alle tricks i kampene er urealistiske og bryder diverse fysiske love, så for det ikke kampene til at "virke" urealistiske, men får det nærmere til at se ud om at dem der kæmper virkelig mestre alle de vildeste Kung Fu tricks. Desuden for det kampene til at se rigtig vilde ud, når folk fx flyver 10 meter gennem luften efter at have fået et spark i hovedet, eller borde og pæle som bliver involveret i kampene som flyvende våben.

Lyd effekterne i filmen er ok, men kunne godt været lavet bedre. Underlægnings musikken til især kamp scenerne er forholdsvis tam, her kunne de godt lære lidt af Hollywood, og peppe dem lidt op med noget musik der er lige så hæsblæsende som kampene.

Skuespillet i Twin Warriors er ikke ligefrem blandt det bedste man har set, og den ret dårlige synkronisering til engelsk gør det bestem ikke bedre. Men skuespillerne har en herlig måde at overspille deres roller på, hvilket er med til at gøre filmen mere komisk. Og da filmen er lavet som en halv komedie er dette bestem ikke noget negativt.

Alt i alt er Twin Warrior en typisk Kung Fu film i den bedre ende, og er man til den slags film er den bestem et kig værd.

Jorden er begyndt at kolonisere Mars i år 2071. Men det går alt for langsomt med kolonisere Mars så man begynder at producere androider som hurtigt blevet hadet af alle. Armitage III - The Third: Poly Matrix er ikke kun en action Sci-fi anime, men også en historie, om hvordan livet er for en adroide, vel viden om dens eksistens og formål for samfundet. Så Armitage III er helt klart en film som skal ses.

Som sagt er vi år 2071 og på grund af Mars' lave befolkningtal står de meget dårligt rent politisk set. For at rette op på dette store problem laver man så androider, nemlig de Second Types. Disse androider skal så tage sig af alle de opgaver som mennesker ikke gider at arbejde med, inden for det offentlige og alt det hårde arbejde. De ligner dog meget mennesker, men deres intelligens er ikke lige så stor om et normalt menneske når vi taler om følelser.

Vi følger detektiven Ross Sylibus som lige er blevet overført til MPD - Martian Police Department, da han har mistet hans gode makker som er blevet myrdet af en androide. Derfor vil han gerne væk fra det hele, og beslutter sig for at tage til Mars. Da han ankommer til Spaceporten møder han så Naomi Armitage for første gang, hun er i gang med at smadre den halve bygningen i et forsøg på at fange en sindsyg forbryder, som viser sig at have dræbt den sidste Country musiker i hele universet. Da der bliver lavet en undersøgelse af liget viser det sig at den berømte countrysanger også er en android, men dette er en af de såkaldte uautoriserede Third Types. Lige pludselig begynder der at ske en masse mord på den nye Third Type-serie overalt og psykopaten Dán Claude viser det enddog frem i de offentlige medier. Så den rolige og stille Ross beslutter sig for at slå sig sammen med den vilde Armitage for at fange den totalt sindsyge psykopat. På jagten af Dán Claude viser det sig at historien er meget dybere end morderne og det bliver ikke nemmere for Ross, da han finder ud af at Armitage også er en Third Type.

Hvem er disse Third Type og hvem har skabt dem?

Der er mange ligheder imellem Armitage III - The Third: Poly Matrix og det store mesterværk Ghost In The Shell, men plottet i denne anime film har et større politisk plot. Desuden noget som man typisk ser forskel på mellem de vestlige tegnefilm og japansk anime film, er at de vestlige tit gøre mere ud af plottet i filmen, end at give karakterne mere liv og gøre dem mere menneskelig. Men ikke i dette tilfælde for det er en pæn udvikling hos de personer som vi følger. Hvis du kan lide anime film som f.eks. Ghost In The Shell og Akria kan du nemt putte Armitage III - The Third: Poly Matrix imellem dem for den er virkelig en af de bedre.

Armitage III - The Third: Poly Matrix er en af de få anime som har fået den ære at blive vist i biografen, så DVD udgaven er naturligvis i Widescreen, digitally mastered og med Dolby Digital. Cool!! Selve tegnestilen er godt nok lidt gammeldags, da billederne ikke er skrape som ved de nye anime film, som bliver lavet i dag, men tilgengæld er det gjort lidt af det enkelt steder. Den største minus i filmen er at Armitage III - The Third: Poly Matrix ikke fik det originale japanske lydspor med, men kun en engelsk dubbede version og det er der mange fans som er kede af (Hardcore animefans vil altid en en anime film med japansk tale og engelsk sub, hvis du ikke har lært at tale japansk). Men så dårlig er det hellere ikke, da Elizabeth Berkley som ligger stemme til Naomi Armitage forstå at spille den vilde tøs og Kiefer Sutherland som spiller den stille og rolig Ross Sylibus. Musikken er lavet af kunstneren Hiroyuki Namba som har lavet det nogenlunde vilde Techo musik til filmen.

Den er udgivet af Pionneer animation som også har producerede Lain, Trigun, Pokèmon og Tenchi Muyo og Instruktøren er Hiroyuki Ochi som også har lavet The Hakkenden og Sol Bianca - The Lygacy.

Hiroyiki Ochi fik sin professionelle debut i anime branchen da han lavede karakter design for Explorer Woman Ray. Bagefter gik han i gang med at lave Mecha Design til anime filmen The Hakkenden i 1990-93 og lavede bagefter Genesis Survivor Gaiarth i 1992. Men han største film er som sagt Armitage III som blevet lavet i 1994 og er nu kommet på DVD.

- Det skal så også siges at Armitage III er en del af en serie som er på 4 afsnit som hver er på ca. 30 minutter. Selve DVD udgaven er en mix af de 4 afsnit blandet sammen som kører over 90 minutter. Det er muligt at købe de 4 afsnit hver for sig på VHS bånd.

I år 2040 skete det så - 3 Verdens krig begynder i kampen om at få råstoffer. Da Kina er ved at tabe krigen affyre de så alle deres atomvåben og det samme gør USA og Rusland. På ca. 2 timer er det hele overstående. Ca. 90-100 år senere begynder Fallout Tactics så.

Hvis man ikke er bekendt til Fallout universet skal det siges at der er to spil - nemlig Fallout og Fallout 2. Selve Fallout Tactics udspiller sig imellem Fallout og Fallout 2, da der stadigvæk er overlevende Super Mutants fra The Master Army. Det er så op til Brothood of Steel til at nedkæmpe dem, men der er endnu en fjende i spillet!.

De gamle Fallout spil er i grunden rollespil hvor der er muligt at opbygge sin character med skills, feat og strengh, toughness etc. Men det er stadigvæk muligt at gøre det i Fallout Tactics, da man selv kan opbygge sin mænd på samme måde og de bliver bedre igennem tiden da de for Experience points. Så det gælder bare om at holde sine mænd i live ligemeget hvad.

Fallout Tactics forgår i guds eget land USA, hvor man kæmper i en verden efter 3. verdens krig med total sønderbombede huse og ødelagte biler. På grund af radioaktiv materiale er der mange dyre og planteliv som har "mutanted" og har skabt en ny form for liv i Fallout Universet. Det er muligt at møde væsner som DeathClaws, Ghouls, Molerat og selv Super Mutant (De er dog del af et hemmeligt projekt i et forsøg på at skabe den perfekte soldat under 3. verdens krig).

Spillet starter med fortælle hvad Brotherhood of Steel er og hvad det står for. Du er selv en leder af en lille gruppe soldater fra Brothehood of Steel som så rejser rundt og hjælper andre mennesker (overlevende fra 3. verdens krig) i form at de hyre dig som lejesoldat til at klare bestemte opgaver og betaling består ofte i form af mad, våben og patroner.

Ens første mission går ud på at du skal tømme en by for en gruppe raiders som har taget kontrol over den. Det er så din opgave at få skudt alle raider og det kan du kun gøre på en måde - nemlig taktik - for fjenden har langt flere soldater end du har. Det er med at finde de bedste steder hvor du langsomt kan snipe din modstander. For du kan nemlig ikke bare storme frem og skyde på alt og alle (Jo, i nogle enkelt mission), for så bliver du selv skudt i smadre. Så opgaven kan løses på flere måde og det kan godt tage meget flere timer at placere sine mænd rigtig på kortet, men det er så også det fede at se ens plan lykkes efter et par hede timer. Dog er det også skyld til en særdeles grim hovedpine hvis du har brugt mega langt tid og du så laver en fejl og hele din plan mislykkes på grund af det. Eller også som ting at du ikke har ammunition nok eller at du mister en vigtig person i holdet.

Som en vaskeægte Fallout spiller må jeg sige at jeg selv fik problemer da jeg skulle prøve at spille Fallout Tactics. Men jeg kan klart anbefale at prøve de tutorials missioner for at lære lidt taktik inden man begynder på de rigtige missioner. I tutorials mission lærer du hvordan du sætter en sniper rigtig op og hvordan du sætte det perfekte baghold op.

Noget af det som er blevet forbedret siden Fallout begyndelse er at du nu har mulighed for at styre dine mænd på mange flere måder, da du har total kontrol over dem. De kan også sætte sig på hug eller kravle af sted hen imod fjenden. Udover det kan du også bestemme hvordan de skal reagere på angreb og noget tilsvarende da der er 3 modes du kan sætte din mænd i. Den første er Normal Mode og den anden er Defensive mode som gør at dine mænd kun vil skyde igen hvis de selv bliver skudt på. Den sidste er så Aggressiv hvor din mand skyder på alt hvad der bevæger sig og udgør en trussel for ham (Og det er et meget interessant mode).

Fallout Tactics kan spille på flere forskellige måder. Det vil sige at der er flere forskellige måder hvordan du styre din mænd rundt på kortet, hvilket i sidste ende er en smagssag. De forskellige måder er følgende Contitues Turn bases (CTB), Individual Turn Based (ITB) eller Squad Turn Based (STB).

Contitues Turn Bases: Hvis du spiller på denne måde forgår det hele i real-tim og dvs. at du hele tiden kan skyde på din modstander (Hvis du ActionPoints nok). Det har været en kæmpe debat om hvordan disse points skulle afregnes, da de altid koster points i Turn Baserede spil. Men dog ikke i Fallout Tactics. Når du spiller i CTB forgår din handlinger med det samme, men hvis du skyder koster det stadigvæk ActionPoints.

Individual Turn Based: Dette er ligesom den gode gamle måde som du spille Fallout på, Hver person gør sin tur fordi over giver turen videre til næste person.

Squad Turn Based: Det samme som ITB, men her er det så hele ens hold man flytter med af gangen.

- Så som sagt er der muligheder nok.

Grafik
Grafikken i Fallout er meget pænt når man tænker tilbage til de gamle Fallout spil og den gamle stiltype er blevet bevaret så verden bliver lidt Gotisk. Det er godt nok kun 2D ligesom en masse andre gamle spil og du kan dog virke lidt groft nogle steder. Det hjælper dog at skifte opløsning fra 800 x 600 til 1024 x 768. Det er også dejligt at se at der blevet gjort en del ud af lyseffekter i nogle områder.

Lyd
Det er vildt sejt med alle de lyd effekt som er i spillet. Det lyder rigtig godt når man skyder med sin MiniGun og så bagefter hører sin modstander blive banket ind i våben og falder om (Hvis der er noget tilbage af ham). Stemmerne er også meget gode, men der skulle være mange flere af dem. Det er skam at se at de har sparet dem væk. Selve musikken er lidt i stil med techno og der er jeg lidt ked af, da jeg godt kunne lige den lidt dyster baggrund musik fra Fallout. Men det er muligt at skift over og hører sin egne mp3 fil i spillet i stedet den baggrundmusik som følger med til Fallout Tactics.

Handling/Gameplay
Fallout Tactics er et fedt spil. Idden med spillet er helt klart at man har taget de fede kampscener fra de gamle Fallout spil og lavet Fallout Tactics. Det er også meget godt, men de glemmer en ting og det at Fallout har en mega fed historien og universet er total sejt og den mangler lidt i Fallout Tactics. Men det sjovt at spille med det kampsystem som er i spillet og se ens plan taktikker i funktion går spillet op i en højere enhed, men det er bare meget svært.

Multiplayer
Dette er nyt i Fallout Tactics, da de ikke har været muligt i de gamle Fallout spil. Og det er muligt at være helt op 16 spiller.

De unge og talentfulde programmører Milo Hoffman, Teddy Chin og et par venner planlægger af starte deres egen lille garage Internet virksomhed, og tage verden med storm. Alt hvad de laver skal naturligvis være "open source", for som Teddy altid siger "Human knowledge belongs to The World".
Der bliver dog ret hurtig lavet om deres drømme da den store software producent NURV for øjnene op for deres talenter. NURV er den absolut største software producent, med monopol lignede tilstande på software markedet.
Selv om NURV altid har været kendt for at benytte sig af tvivlsomme og hensynsløse forretningsmetoder for knuse deres konkurrenter, vælger Milo alligevel at flytter til NURVs hovedkvarter sammen med sin kæreste, hvor han må arbejde hårdt døgnet rundt.
Gary Winston, som er hovedmanden bag NURV, kommer med jævne mellem til Milo med nye kode-stumper, det ene mere genialt gennemført end det andet, og da Milo en dag for stykket et nyt stykke kode stukket i hånden som på en prik ligner det hans netop brutalt myrdede ven Teddy arbejde på, begynder han at mistænke NURV for at bruge langt mere grusomme forretningsmetoder end nogen kunne forestille sig.

Det er ikke svært at se at ideen til denne film stammer fra de forskellige antitrust retssager som i den sidste tid har været kørt mod Microsoft, samt deres kamp mod alle de små Lunix brugere.
Men for at gøre filmen lidt spændende end virkeligheden har man ladet NURV benytte sig af forretningsmetoder som selv Microsoft, forhåbentlig aldrig ville drømme om at benytte!

Det er rart at se at der også kommer en nørd-film engang imellem, og Antitrust er slet ikke så poppet lavet som man kunne være bange for, fx nævnes ord Open Source og Firewall i filmen uden den større forklaring.
Men filmen er dog stadig lidt poppet lavet, og os som arbejder med programmering til daglig kan sagtens se at mange af de ting som er med i filmen ikke er helt realistiske, men er blevet poppet lidt op for at få mainstream publikummet med.
Men der er nu ikke det der er filmen største problem, det er i stedet handlingen. Handlingen i sig selv er ok, men næsten alle overraskelser og plot twists i filmen er så forudsigelige at man allerede selv har gætte de fleste af dem inden de bliver afsløret. Desuden er skuespillet heller ikke overvældende godt, men dog heldigvis lagt fra dårligt.

Alt i alt er Antitrust en ok film, bare en smule for kedelig og alt for forudsigelig. Men som sagt det er rart med en lidt mere nørdet film en gang imellem, og man kan også godt se at der har været nørder med til at lave filmen, fx dukker tallet 42 op et pænt antal gange i filmen!

Denne film er et sandt mesterværk af en animefilm. Princess Mononoke tog over 3 år at lave og lidt over 144.000 håndtegnede skitser og computeranimerede billeder. Alt sammen for at skabe en ny standard af Japansk anime. Omkrign 10% af Princess Mononoke er computer generede.

Da prinsen af en lille landsby bliver forbandet af en vildsvine gud under en hård kamp, bliver Ashitaka nød til forlade sin hjemby. I håb om at finde en kur fra den dødbringende forbandelse rejser han langt mod øst. Da han ankommer finder han sig midt i en kamp mellem skovens dyr og beboerne fra en jernmine by. Minebyen er langsomt begyndt at udvide sig og udrydder derved skoven undervejs, og det har fået dyrerne til at organisere sig imod menneskerne. Dyrene fra skoven bliver ledet af Princess Mononoke som er opfostret af ulve. Med en fod i begge lejre må Ashitaka prøve at finde en løsning på den store konflikt, som er ved at bryde ud og forsøge at undgå hans egen død igennem forbandelsen.

Tid og sted er Muromachi - Dvs. Japan.

Princess Mononoke er blevet skabt af Hayao Miyazika, som har lavet sin helt egen anime stil. Han forstår at blande almindelig anime og live-action med dramatik, og skabe karaktere med dybtegående følelser. Hayao Miyazaki er født i Tokyo i 1941 og fik først interesse i anime da han blev teenager. Han gik på Gakushuin University og læste fysik og økonomi. Men han var også medlem af en litteratur klub hvor han lærte at tegne manga. Da han blev færdig i 1963 fik han arbejde hos Toei Animation som er i dag er Asiens største anime filmselskab hvor han lærte at lave anime for alvor.

Udover Princess Mononoke har han også lavet The Little Norce Prince Valiant, The Adventure of Panda and Friends og The Castle Of Cagliostro.

Jeg kan godt lide historien og plottet i filmen. I en typisk anime film er helten total mega god og skurken er så ond at folk ligefrem kan mærke ondskab i sig. Men i Princess Mononoke er det anderledes. På et tidspunkt havde jeg lidt svært ved at finde ud af hvem skurken var i filmen. Men det skyldes at man ser synspunkter fra begge lejre - naturen og mennesker, og hvad der ligger til grundlag for det. Kort og godt er der tale om forståelses konflikter imellem to vidt forskellige kulturer. Der bliver også tid til lidt kærlighed, sorg og humor i den 2 tímer lange film.

Der var en del ballade med lydsporet til filmen da Buerna Vista ikke havde lyst til at lægge det Japanske lydspor på DVD'en. Det blev starten på en masse ballade, da hardcore anime fans elsker at se film med ægte japansk tale. Men Buerna Vista måtte give sig, og lægge det japansk lydpor med. Men det er nu hellere ikke fordi at det armerikanske lydspor er dårlig, for der er nemlig et hav af kendt skuespiller som har lagt stemme til filmen, blandet Gillian Anderson. Lydeffekterne er helt i top, især når man hører pilene komme flyende gennem luften eller når dyrerne fra skoven angriber. Det virker næsten som man selv deltager i kampen. Udover det er der også blevet lavet et godt soundtrack til filmen med stemnings musik som passer godt ind i filmens tema.

Animationen er helt i top, det er meget sjældent at man ser en anime i denne klasse. Det er virkeligt tydeligt at folkene bag Princess Mononoke har gjort et stort stykke arbejde. Hvis man bruger engelsk sprog som lydspor passer det utroligt godt med personerne mundbevægelser. Selv den måde landskabet er bygget på er meget pæn, faktisk meget pæn. Det virker fuldstændig som en rigtig fantasy verden og de vældigt flotte naturlandskaber er meget smukt lavet og blomstrer af lykke og glæde.

Så hvis du kan lide anime film er Princess Mononoke helt klart værd at se.

Jeg fik en lidt sjov opgave af vLX. Han sagde, "Kan du ikke lige anmelde noget til siden?", jeg svarede, "Jo, det kan jeg da fint gøre." Det viste sig at det stillede mig lidt i et dilema, da jeg fandt ud af, hvad der skulle anmeldes, nemlig noget så fint som en musemåtte. Jeg viste ikke helt hvordan jeg skulle tackle denne opgave. Fordi, hvordan anmelder man en musemåtte? Så derfor brugte jeg tid på at tænke over dette.

Jeg besluttede mig for at bruge musemåtten nogle uger og så skrive lidt om mine oplevelser med den, holdt op imod mange, mange, mange år med alskens underlige musemåtter, lavet af pap, plastic, gummi, skumgummi, stof, you name it.

Det første jeg bed mærke i, da jeg fik pakken med Icemat'en i hånden, var nok vægten. Når man er normalt har med musemåtter at gøre er man vant til at de er så ikke vejer en disse, og lige kan klemmes ned oven i tasken, når man skal til LAN-party. Men hvis man bare gemmer den originale embalage, kan man fint tage sin Icemat med, hvorend det skulle være.

Da jeg pakkede Icemat'en ud, tænkte jeg, damn, den ser jo for fed ud. Diskret, som glas jo nu engang er, og med et lille fint Icemat logo nedest i højre hjørne. På¨undersiden af Icemat'en er der 6 små gummi dupper, der fint falder i med måtten.

Firmaet oplyser at Icemat'en er behandlet med en "special coating", men for mig ligner det ganske almindelig malleret glas. Ikke for at sige at det ikke er pænt, for det er det! Det er ret flot med den overflade, det får det til at ligne, ja, is.

Med i pakken er et stykke padding der skal klæbes under musen, dette er nemt, men der er ikke nogen beskrivelse med af hvordan de havde tænktsig det skulle gøres. Jeg klippede simpelthen bare nogle stykker af, som jeg satte på musens eksisterende puder. Paddingen dæmper lyden, og for musen til at glide bedre på Icemat'en.

Det ligger så heldigt at der var et MiniConnect i sidste uge, så jeg tog min computer og min Icemat under armen, og drog til Gørding.

Det sidste stykke tid har jeg brugt en reklame musemåtte jeg fik fra Get2Net, nemlig deres famøse Everyday.com måtte. Den har tjent mig fint, men var begyndt at blive lidt ruflet i kanterne.

Jeg har fire forskellige muse til mine forskellige maskiner p.t., nemlig:

Logitech MouseMan Wheel
Logitech MouseMan Cordless
Logitech FirstPilot
Microsoft IntelliMouse Optical

Jeg havde kun min MouseMan Wheel med til NNP 5.0 feat. MiniConnect, så det er den jeg har brugt mest på Icemat'en. Derudover var sMk|C4p3 og sMk|U.S.Marshall så flinke at lade mig prøve deres Razor Boomslang 2000'er ude til partyet.

Med de tre Logitech muse, var styringen perfekt, musen reagerede med det samme, og jeg oplevede aldrig at kuglen hang. I kender det, man bevæger musen til den ene side, men det er som om at der er et punkt hvor musen ikke kan bevæge sig længre. Dette kan skyldes to ting, en beskidt mus, eller et dårligt underlag. Derfor rengjorde jeg grundigt alle musene inden jeg afprøvede dem.

Den optiske mus virkede på Icemat'en, dog havde den ofte problemer med at aflæse underlaget, hvilket resulterede i underlige cursor bevægelser.

Jeg prøvede, som tidligere nævnt, Razor Boomslang'en på Icemat'en, dette gav en utrolig god oplevelse af kontrol. Det skal lige siges at det var første gang jeg prøvede en Razor Bloomslang, fed mus, men jeg venter til en anden god gang med at kommentere denne mus. Både C4p3 og U.S.Marshall gav udtryk for at Icemat'en var en lækker oplevelse.

Jeg spillede flere forskellige spil, Counter-Strike, Unreal Tournament, Fallout: Tactics og Black and White, plus tegnede en del i PhotoShop. Jeg kan kun sige, at det er nok den bedste musemåtte jeg har været i besiddelse af indtil videre.

Der er ingen oplysninger om hvordan måtten skal rengøres på indpakningen, dette kan man dog få oplyst på Icemat's hjemmeside.

Der er nogen gange at musen frembringer en slæbende lyd når den bevæges hen over måtten. Under Support på Icemat's hjemmeside, oplyser de at det skyldes skidt, men jeg gjorde musen rent, og lyden opstod stadig.

Disse ting er dog mindre detaljer der ikke gør væsentligt. Jeg syntes blot de skulle nævnes.

Hvis du vil have en musemåtte der er lidt udover det sædvanlige, så køb en Icemat. Den er fed at se på, nem at gøre rent og utrolig rar at bruge. Og vil være ved din side meget, meget længe. Med en pris på 229 kroner, er det måske i overkanten af hvad de fleste vil give for en musemåtte, men alt taget i betragtning vil jeg sige at det klart er pengene værd.

En fed ting er at man kan få sine egne logoer på Icemat'en. Det er en fed gimmick og ser ret køligt ud. Se bare Clan Frag Fest logoet på billedet her i anmeldelsen. Måske der skulle laves nogle SoDE Icemats snart.

Hvis du syntes Icemat'en lyder som noget for dig, kan du få fingre i din egen lige her.