De unge og talentfulde programmører Milo Hoffman, Teddy Chin og et par venner planlægger af starte deres egen lille garage Internet virksomhed, og tage verden med storm. Alt hvad de laver skal naturligvis være "open source", for som Teddy altid siger "Human knowledge belongs to The World".
Der bliver dog ret hurtig lavet om deres drømme da den store software producent NURV for øjnene op for deres talenter. NURV er den absolut største software producent, med monopol lignede tilstande på software markedet.
Selv om NURV altid har været kendt for at benytte sig af tvivlsomme og hensynsløse forretningsmetoder for knuse deres konkurrenter, vælger Milo alligevel at flytter til NURVs hovedkvarter sammen med sin kæreste, hvor han må arbejde hårdt døgnet rundt.
Gary Winston, som er hovedmanden bag NURV, kommer med jævne mellem til Milo med nye kode-stumper, det ene mere genialt gennemført end det andet, og da Milo en dag for stykket et nyt stykke kode stukket i hånden som på en prik ligner det hans netop brutalt myrdede ven Teddy arbejde på, begynder han at mistænke NURV for at bruge langt mere grusomme forretningsmetoder end nogen kunne forestille sig.

Det er ikke svært at se at ideen til denne film stammer fra de forskellige antitrust retssager som i den sidste tid har været kørt mod Microsoft, samt deres kamp mod alle de små Lunix brugere.
Men for at gøre filmen lidt spændende end virkeligheden har man ladet NURV benytte sig af forretningsmetoder som selv Microsoft, forhåbentlig aldrig ville drømme om at benytte!

Det er rart at se at der også kommer en nørd-film engang imellem, og Antitrust er slet ikke så poppet lavet som man kunne være bange for, fx nævnes ord Open Source og Firewall i filmen uden den større forklaring.
Men filmen er dog stadig lidt poppet lavet, og os som arbejder med programmering til daglig kan sagtens se at mange af de ting som er med i filmen ikke er helt realistiske, men er blevet poppet lidt op for at få mainstream publikummet med.
Men der er nu ikke det der er filmen største problem, det er i stedet handlingen. Handlingen i sig selv er ok, men næsten alle overraskelser og plot twists i filmen er så forudsigelige at man allerede selv har gætte de fleste af dem inden de bliver afsløret. Desuden er skuespillet heller ikke overvældende godt, men dog heldigvis lagt fra dårligt.

Alt i alt er Antitrust en ok film, bare en smule for kedelig og alt for forudsigelig. Men som sagt det er rart med en lidt mere nørdet film en gang imellem, og man kan også godt se at der har været nørder med til at lave filmen, fx dukker tallet 42 op et pænt antal gange i filmen!