Dem af os der var vilde med Dungeon Keeper har med længsel ventet på fortsættelsen til dette lidt omvendte RPG spil. Med spillet, der fylder to cd'er, følger manualer på tre forskellige sprog og fem reference-kort. Manualen minder en del om Diablo-manualen i opbygningen, den indeholder mange spændende illustrationer og bagrundshistorier.
Som i den foregående, styrer du alle de slemme og farlige typer. Du skal denne gang kæmpe dig op til jordens overflade, idet du samler 20 diamantsten igennem alle banerne. Grafikken er meget mere detaljeret end eterens, og man kan da også zoome tættere på end før. Jeg ved ikke om det bare var min maskine (K6-2 300/64Mb RAM/ASUS-TNT2), men efter min mening hakker det lidt mere end jeg havde forestillet mig. Man har fjernet mange af de taster, der hurtigt skulle få ens fokus hen på bestemte områder af ens dungeon, hvilket jeg mangler meget. Til forskel fra eteren skal man kun dræbe bossen i hver runde for at komme igennem. Når han er dræbt fremkommer Horny i tegneserieagtig stil og henter heltens portalsten, uanset om der er flere good-guys eller ej. Styringen af en bestemt karakter (posession) er blevet meget federe. Man er nået noget nærmere en fps-lignende tilstand og efter hvem man er fremkommer forskellige synsvinkler og -fortolkninger.

Velkommen, Hersker.
Vor tid er kommet! Underverdenens mørke kræfter leder efter en frontfigur, en stor leder, hvis banner de kan samles under. Som kan danne en styrke, der én gang for alle kan sætte en sopper for kong Reginald den retfærdiges kvalmende retskafne og gode regime i Heltenes solbeskinnede kongerige. Søger du storheden?
Du vil få brug for al din snilde og visdom for at besejre den magi, der har holdt dig fangen som en hund i den fugtige, mørke underverden. Nu er tiden inde til at begynde dit korstog og besejre alle, som vover at stå i vejen for dig! Dersom du ønsker at vinde, må du opbygge et mægtigt rige i undergrunden, samle dig en frygtindgydende hør af håndlangere og bemægtige dig hver og en af de portalstene, som Reginalds vise troldmænd har gemt som beskyttelse mod tidligere herskeres angreb.
Sidst, men ikke mindst, skulle du vise dig opgaven voksen, må du drage i kamp mod kong Reginald selv, samt hans hær af modige og loyale tjenere, i et blodigt slag for Underverdenen. Da - og først da - kan du tage den sidste sten og føre din hær ud i lyset for at knuse de kvalmende glade indbyggere i det solbeskinnede kongerige som de kryb, de er.
Men vær forsigtig, thi mange herskere har tidligere forsøgt dette uden held! Harmonias heroiske styrker har ikke i umindelige tider holdt mørkets hærskarer stangen med kong Reginald, må du vinde viden og øvelse i, hvordan du opbygger og vedligeholder en dungeon. Derefter vil du muligvis være en magt, man må regne med, og da kan du tvinge Reginald og hans leende bøller i knæ.
citat slut.

Der er de sejeste animationer jeg længe har set i spil. Efter hver bane, vises en lille renderet animation med karakterer fra spillet i mere eller mindre heldige situationer. Folkene bag spillet har en dejlig humor der for animationernes skyld gør det endnu mere spændende at komme igennem banerne.

- it's so typographicadelic, baby

Toke Nygaard og Michael Green Schmidt er to danske webdesignere som virkelig kan deres kram. Deres fælles website og design-legeplads KALIBER10000 (K10K.net) har vundet international respekt og er nu blandt de design-sites som regnes for noget.

Websitet udemærker sig bl.a. ved, jævnligt at have en ny og inspirerende design "udstilling", udført af nogle af de tunge/unge drenge i branchen.

Se også den imponerende udstilling af desktops fra besøgende, som alle er velkomne til at bidrage til.

Thrust, Twist n Turn foregår i en futuristisk verden, hvor man racer med nogle meget hurtige biler på nogle baner som er hævet et godt stykke op i luften. Der er ikke den store for historie til TTT, men det er da også bedre end at lave en eller anden latterlig forhistorie som man før har set til her slags spil! Introen til spillet er heller ikke noget at hurra for.

TTT er et 3D-bilspil i arcade genren, og ligger sig tæt op af WipeOut og især Dethkarz. Man kører 4 personer på en bane, alle mod alle og det gælder selvfølgelig om at komme først. Banerne har ligesom i Dethkarz ingen ”kanter”, så følger man ikke banen skvatter man af. Hvor banerne i de gamle spil i denne genre har været rimlig flade, udnytter TTT 3D potentialet meget bedre med sving hvor vejen hælder 90 grader, vilde loops og sving på bakker hvor man højst kan se 10m frem.

Bilerne i TTT har alle indbygget turbo som får bilen til at fare afsted i rasende fart når den fyres af. Lige netop farten er TTT store force, det er simpelthen umuligt at lade være med at sidde og læne sig frem og tilbage når man banker igennem loppene med 300Kmt (ligesom i den gode gamle Powerdrift til C64). Det sker dog alt for ofte at man skvatter ud over kanten på banen og det er møg irriterende, men når man endelig kan holde sig på banen i top hastighed pumper adranelinen igennem.
Men efter at have spillet et par baner igennem bliver man nu træt af den, så skal det være så vil jeg hellere spille Rollcage eller DethKarz.

Banerne og menuerne i spillet er pænt holdt i samme futuristiske look. Grafikken i selve spillet er nu ikke lige just det pæneste vi har set, mange detaljer og baggrunds figurer har nogle fine effekter, men andre steder ser banerne kedelige og direkte grimme ud! Grafikken har det tilmed med at se ud som det hakker enkelte steder.

TTT er fed nok et lille stykke tid, men så er det også det, der mangler simpelt hen for meget; bilerne har ingen skade, der er ingen mulighed våben eller opgraderinger til bilerne, IA’en er elendig og grafikken er for kedelig.
Er man til 3D-bilspil med fuld fart er TTT værd at tjekke ud, men der er andre og bedre alternativer (se fx Snowball’s anmeldelse af Pod Racer).

I en mørk og skummel fremtid, skuede Gud ud over verdenen. Men han var ikke helt tilfreds med den verden han havde skabt, mennesket var ved at forgå i sin egen elendighed og livet var ikke helt så harmonisk som han en gang havde forestillet sig.
Denne mening deltes også af en stor flok af Helvedes Faldne Engle som ledes af englen Lillith. Denne gruppe begynder at skumle nogle dystre planer sammen, og drager derefter igennem Kaos-Dimensionen til Jorden, hvor de besætter de magthavende styrker og begynder en systematisk udryddelse af jordens befolkning.

Du spiller Malachai Herrens udvalgte, som rejser gennem Kaos-Dimensionen og antager en menneskelig form for at rede skabelsen, mennesket, fra den onde.
En mindre gruppen oprører på Jorden har samlet sig for at bekæmpe besættelsen, uden at de kender til De Faldne og deres plan. Malachi slåer sig hurtigt sammen med oprørene og så kommer spillet for alvor i gang.

Historien i spillet fortælles igennem snak med de personer man møder i spillet og gennem de forkellige 3D mellemsekvenser, som vi så det i fx Blood II og Half Life.

Selve spillet er et godt gammelt 3D-shooter i stil med Quake og Half Life. Cyclone som har udviklet spillet har ikke gjort som så mange andre, at købe licens på en engine, de har i stedet udviklet deres egen.

Cyclone’s nye engine er ikke banebrydende, men er bestemt heller ikke dårlig. Enginen mangler lidt dybde og en bedre skygge virkning, men dette rettes op med fjendernes meget virklige bevægelser og det geniale partikel system som for eksplosioner, blodstråler til at se meget mere realistiske ud.

Enginen understøtter Direct3D som så alle grafik skulle gerne kunne være med.

Det jeg synes er fedt ved spillet er den form for action spillet tillader, hvor man bare stormer frem med et blæsende maskingevær mens fjenderne splittes i en regn af bly. Mange 3D-shooter har det med at prøve at gøre spillet svært ved at begrænse mængden af ammunition i banerne så man bliver nød til at spare på skuddene for ikke at løbe tør, dette er bestemt ikke nøvendigt i Requiem, banerne er stoppet med både ammo og health og hvis det ikke skulle være nok har Malachai også en række engle kræfter til rådighed. På trods af al den amoo og health er der stadig meget i fjenderne, de våben de har skyder mindst lige så hård som dine egne. Efter at have spillet et par baner igennem finder man ret hurtigt ud af at engle bestemt ikke er udødelige!

Dit arsenal inkluderer de sædvanlige maskingeværer, shotguns og granatkastere, men derudover har man også de før nævnte engle kræfter som strækker sig lige fra healing og skjold til lyn, ildkugler, eksorcisme eller sågar muligheden for at sætte dine fjerners blod i kog eller forvandle dem til saltstøtter.

Fjerne i Requiem består af to forskellige typer:
Den hær De Falnde har besat som består af alt fra små mænd med en lille pistol til Cyborgs med miniguns og kæmpe picksaxes.
Væsner fra Kaos-dimensionen, hvor man kan møde de mest mærkelige skabning lige fra små irriterende kryb der bider en i knæskallerne og kæmpe (onde)bier til skabninger immune overfor næsten al form ildkraft, som Lillith har det med at påkalde når det går allerbedst.

En anden ting der giver spillet et kæmpe plus op, er den meget dystre gotiske stemning der er over spillet, både menuerne og banerne er holdt i et mørk og beskidt design. Lydene og især baggrunds musikken understøtter denne stemning til et 13 tal.

Requiem bliver nok ikke det spil som kommer til at dominere det næste Connect, men i single player er der flere dages kanon underholdning at hente hvis man er til de lidt mere dystre 3D-shooters.

Titanernes kamp
Var det ikke på tide at de to mægtigste rumvæsener i universet tordnede sammen i et altødelæggende slag. Mennesket har selvfølgelig ikke kunnet lade være med at stikke sin næse i sagerne, og er lige så involveret i kampen om overherredømmet som de to andre racer - men hvem vinder slaget ?

De to racer

Aliens.

Aliens kender vi fra de tre film. Allerede i 1979 mødte Løjtnant Ellen Ripley ( Sigourney Weaver ) Alien-væsenet , da det slap ombord på rumskibet Nostromo og slog hele hendes besætning ihjel. Ripley overlevede imidlertid, og det gav anledning til hele tre film til om det kritin-betrukne barberblad, som præsenterede en lurende trussel for hele menneskeheden, idet der viste sig at eksistere horder af Aliens.

Predator.

Senere, i 1987, så vi den første Predatorfilm med Arnold Schwarzenegger i rollen som Major Alan ' Dutch ' Schaefer, der konfronterede den stolte - og under masken umådeligt grimme - Predator-jæger fra det ydre rum, og overvandt den.

Her blev det også til en 2'er, som fastslog eksistensen af slægtninge til det fremmede væsen.

Dette sammentræf har åbenbart fået sat tankerne i kog hos nogle folk indenfor spilindustrien, og Fox Interactive har nu begået Aliens vs. Predator , som lægger op til det endelige og altafgørende svar på spørgsmålet: hvilken race er stærkest ?

Selv om Aliens vs. Predator primært er sjovest i multiplayer , er Singleplayermissionerne også meget underholdende, og ikke mindst lærerige.
Man opdager hurtigt at de tre racer har forskellige strategiske regler.

Der er ialt ca. 20 missioner, fordelt på tre scenarier - et til hver race - der kan spilles af en enkelt spiller, og de er alle voldsomt nervepirrende. Man kan f.eks. ikke gemme sit spil undervejs i missionerne, men må i stedet kæmpe sig helt gennem banen for at kunne gøre dette. Det gør spillet uhyggelig svært, men ikke urimeligt, selv om man godt kan være en kende bitter, når man efter en halv times omhyggeligt spil får flået sit hoved af en Alien , der havde gemt sig i luftskakten over en selv.


Grafik
Grafikken er meget flot og flyddende, graffiken minder faktisk lidt om Half-Life især på Marinesoldaterne, deres ansigtudsegende, virker meget detaljeret og er meget flot at kikke på.


Fedt i Multiplayer !
Multiplayer delen er det sjoveste af det hele, og der er også utrolig mange instillingsmuligheder. De fleste ville nok vælge deathmatch, så man kan få afprøvet væsenernes stryker og svagheder overfor hinanden.

Efter nogen talrige multiplayerkampe var det svært for mig at fastslå hvilken race der var den mægtigste, men jeg fandt min Favorit nemlig Predator.
De muligheder Predator havde var enstående, Predators våben var for vilde , min favorit våben var Speargun'en , jeg nød rigtig at Zoome ind på min fjende og pløkke hovedet af ham så man bagefter kunne se hans hoved hænge i vægen og Bløde.

Det var også sjovt at snige sig bag en fjende og hugge hovedet af ham med min Wristblade. Efter min mening var Marinsoldaterne tilfredsstillende, de har også nogen gode våben som f.eks. Minigun , Flammekaster , Rocketlauncher og flere.

Aliens havde to fordele at gå på vægge og at løbe extremt hurtigt, jeg blev helt svimmel da jeg for første gang gik på væggende, jeg var nærmest ved at brække mig.

Aliens vs. Predator er et spil som skal prøves , det er så uhyggelig spændende at du næsten pisser i bukserne når du især er Marines. Det er et af de blodigste og sjoveste spil jeg har prøvet i denne genre. Jeg har kun en ting at sige gå ud køb det idag !

Test System
PII 333Mhz
Voodoo 2 12Mb
SBAWE64

Det første indtryk man får af spillet er at det har lidt af star wars mystikken over sig, da den læner sig lidt op af filmen. Men også kun den del af filmen hvor Anakin kører i pod raceren.

Selve spillet er bygget op som så mange andre af sin type. Man vælger en "slæde" og kører så løb. Inden løbende kan man vælge hvordan pengene skal fordeles, om det skal være nogenlunde lige eller om det er vinderen der får det hele. Pengene kan man bruge til at købe dele til sin pod racer for.

Grafikken er som man forventer sig af spil nu om stunder - Flot og flydende -

Gameplayet er helt kanon, og når man nu også har muligheden for at købe nye ting til sin racer, så den kører endnu hurtigere, er det noget der gør den endnu mere spilbar.

Multiplayer delen er ikke speciel god. Pod Racerne kører simpelt hen for langsomt når man har været igennem spillet på normalvis.

Konklusionen må være at hvis man kan lide hurtige "bil" spil så skal man ihvertfald ikke være bleg for at chekke Star Wars - Pod Racer

P2-450
16mb TNT
SB16
Logitech Wingman Extreme