Efter at have spillet mig igennem Shogun - Total War, sidder jeg med en god følelse af at jeg er den mægtiste der har levet... Altså lige i det øjeblik følte jeg mig som kejseren som styrede Japan for vildt.

Lyd:

Lyden i Shogun, består mest af alt af underlægningsmusik som man ikke ligger mærke til, men ellers er der lyde for det meste. Specielt når man er i kamp, giver det en dejlig fornemmelse at kunne høre fodtrinene af en enhed når den går under kameraet som man bruger til at navigere rundt på kamp marken.

Grafik motoren kan håndtere op til 5000individuelle tropper pr. side, hvilket på siges at være meget imponerende. Dog er tropperne ikke ægte 3d, men kun 2d sprites, men det er dog værd at bytte væk for at man kan lave så store real time kampe. Selve sceneriet er flot opbygget, med træer, floder og bygninger, der er også vejr skift, alt efter hvilken årstid man angriber på. Der kan være tåget og lign, alt sammen er med til at give en god stemning i spillet. Der er dog et lille minus ved landskabet, da man tydeligt kan se hvor fra og hvortil de brugte textures går. Men det er dog en mindre betydningsfuld ting.

Man bliver hurtig fanget af Shogun, da man lyn hurtig kommer ind i rollen som Daimyo over en klan af krigere. Spillet starter på oversigts kortet hvor hele Japan er repræsenteret, og kortet er så brudt op i mindre stykker, så disse svarer overens med de lande man ejer. Til at starte med kan man nemlig kun se sin egne lande, og nabo landene. Herefter skal man begynde sin kamp mod tronen for at blive kejser over et forenet Japan. Man skal bygge i hvert af sine lande, samle skatter og udbygge sit emperium. I hvert land kan man bygge en række forskellige bygninger, og disse kan løbende opgraderes, alt efter hvor stor borg man har, eller om andre mindre ting er opfyldt. Alt sammen er opbygget nemt, og man lærer hurtigt hvad de forskellige bygninger gør og hvor det kan betale sig at bygge dem henne af. Efter som man får bygget sig nogle hære, så vil man gerne udbygge sit emperium. Dette gøres på den simpelste måde overhovedet, nemlig ved at angribe. Selve kampene kan man enten få computeren til at kæmpe for en, eller man kan selv styre slagets gang. Det sidste er klart det sjoveste, men også det mest tidskrævende.

Det hele i spillet er dog ikke krig, man har nemlige også mulighed for at slutte fred og lign ved at sende en emissær ud, og forhandle fred, hvis det ikke lykkedes, så kan du glæde dig over at du om ikke andet får hans hoved tilbage. Der er desuden også mulighed for at træne spioner (shinobi) eller ninjaer og Geisha'er, sidst nævnte er MEGET effektive i udrydningen af fjentlige generaler.

Måden at "bygge" det hele på, er ved at have penge (koku) og herefter tage nogle strategiske overvejelser, enten at bygge, eller at opruste. Spørgsmålet "Skal jeg forbedre mine lande så de kommer til at tjene mere, eller skal jeg bare overtage nabo landet. Undertegnede tænkte nok lidt for meget på det sidste, og glemte at opgradere sit eget land, og bygninger, da jeg tænkte "så længe jeg bare har en større hær end de andre, så går det nok. Det gjorde det også, spillet er sejt opbygget, så strategien betyder enormt meget når man er i kamp. Selv hvis man har en hær som er halvt så stor som de andres, så kan man alligevel vinde ved at udnytte terrænnet godt (eller tabe stort).

Jeg vil helt klart anbefale spillet for enhver som har lyst til at kommandere en masse hære og få mast sig vej til toppen. Man lærer rimeligt hurtigt hvordan det hele virker, og så er man klar til at sparke røv. Alt i alt, så kommer man til at bruge mange timer på spillet, da man helst ikke vil hvile før man er kejser over hele riget.

Det største minus ved Shogun, er helt klart at det ikke er fuldt ud stabil, spillet går ned engang imellem.

Jeg fik aldrig prøvet multiplayerdelen, så derfor har den ikke fået en karakter.

Bilka havde i for noget tid siden tilbud på en Kodefri DVD/VCD/SVCD/MP3 afspiller som undertegnede ikke kunne modstå lige at prøve. Afspilleren hed Himage DVD-9900 men blev solgt under bilka's egen navn Prosonic, dog stod det hverken på afspilleren eller på pakningen. En lidt ældre sælger kunne fortælle mig at den kunne alt og at der var det samme indmad i den som i den Denver de solgte for ikke så lang tid siden, bortset fra at denne udgave var meget bedre. Det lød ikke lige lovede da jeg ikke havde hørt ret meget godt om den Denver, men siden sælgeren sagde at jeg bare kunne bruge min 14 dages retur ret, hvis jeg ikke var tilfred, tog jeg imod tilbudet :)

Så jeg var spændt på at komme hjem og se hvad man kunne forvent af en DVD afspiller i den billige ende, som sammenlignings grundlag havde jeg en Pionner DV-717 som høre til blandt nogle af de bedste DVD afspiller. Resten af udstyret der blev brugt til denne test vare en Pioneer VSX-808 Surround Reciver med AC3 og DTS dekoder og en 100 Hz Philips 29" TV.

Da jeg så var kommet hjem var det tid til at set hvad kassen indholdt. Som en positiv overraskelse var der både video kabler og scart kabel med, hvilken ikke er almindelig når man køber mærker som fx Pioneer. Ud over det var der selvfølig en fjernbetjening med batterier og 2 manualer en på dansk og en på engelsk. Som en lille bonus havde Bilka smidt en fax med instruktioner i hvordan man kom ind i den skjulte menu hvor man kunne ændre regioner og slå Macrovision fra.

Mit første indtryk af afspilleren var ok, den så rimlig stabil ud når man tager prisen i betragtning, den virkede ikke som de helt billige plastik produkter som de nogle gang sælger i Bilka, de havde lige frem ofret en cover af metal. Knapperne på fronten var af ikke særlig høj kvalitet, man skulle nok ikke forvente at de holder evig hvis man bruger den jævnligt, men det burde jo heller ikke være nødvendig til det har man jo den med leverede fjernbetjening. Fjernbetjeningen var nok lidt kedelig at kigge på, den havde næsten alle de nødvendige knapper (mere om det senere), knapperne var at lidt bød gummi, man kunne nok havde fortrukket nogle knapper af plastik eller lidt hårde gummi, men alt i alt kunne det gå.

Tilslutning
Nu var tiden så kommet til at der skulle liv i dyret, strøm stikket var lidt atypisk for hi-fi udstyr, det var nemlig af samme type som den man bruger til computeren, så man begynde at spekuler om der ikke bare sad en lille dum computer inden i, men jeg fik mig desværre ikke taget sammen til at hive den fra hinanden (i frygt for at jeg måske skulle bruge garantien til noget) Lyd stik var der nok af, der var den normale stereo udgang, ud over det var der også 6 phono stik fra AC3 dekoderen (5,1 udgang). Men sidst og ikke mindst var der 2 digital udgang (optisk og digital), for den der fx allerede havde en forstærker med AC3, det var jeg så heldig at være i besiddelse af så jeg tilsluttede det optiske kabel. Jeg valgte at tilslutte dvd'en til fjernsynet med svhs udgangen, da den skulle give det bedste billede, der var også en phono stik til video, hvis man nu ikke har en svhs stik på fjernsynet.

Nu skulle det være spænde at se hvordan dvd-delen på afspilleren fungerede, jeg startede med at smide Saving private ryan R1 DTS udgaven i. Efter et par forsøg med at få filmen til at start måtte jeg så opgive, da den bare frøs. Jeg præved så i stedet med Armageddon R1, som bare var en normal DVD med AC3 lyd, og det virkede. Jeg prøvede med en del flere Region 1 film, og de virkede, for sjovt prøvede jeg også lige Med 12 Monkeys R1 DTS udgaven og den virkede HELLER ikke, så den kunne åbenbart ikke klare DTS film. Dette ville jeg jo ikke helt accepter, så jeg begyndte at rode rundt med forskellige instillinger og fandt ud af at hvis man slog "regions fri" fra og låste den på region 1, så virkede det. Efter alt det bøvl kunne jeg nu gå i gang med at test afspilleren.

Billede kvaliteten
Når man sammenlignede billed-kvaliteten med en Pioneer DV-717 var billede lidt mere udglattet, og knap så skarp. Kontrasten var også en smugle dårligere, men det var nok ikke noget man lagde så frygtelig mærke til med mindre man har et TV i den lidt dyre prisskala, eller sider meget tæt på fjernsynet. Når vi alligevel er i gang med at snakke om billede kvaliteten kan vi jo lige så godt komme ind på scan og pause funktionen. Pause var som man vel kunne forvente af en dvd 100% stabilt og skarp. Afspilleren havde også en scan funktion hvor man kunne vælge mellem 2x, 4x og 6x, de virkede ok, der var også en slow motion der også var opdelt i forskellige hastigheder. Begge del virkede udmærket, men man kunne godt havde ønsket at det hjul der sad på afspilleren var til andet end pynt, og istedet havde været et rigtig Jog/Shuttle , men det kunne man vel heller ikke forlange af en afspiller i den pris klasse. Ud over disse funktioner havde den også en zoom funktion, men den kunne jeg ikke lige se ret mange anvendelse muligheder for, ud over hvis man ville se hvor hårdt filmen var komprimeret.

Lyd kvaliteten
Lyden er ret vigtig på en dvd afspiller, da det er en af de ting der er blevet væsentlig forbedre siden Videoen. Så det var derfor meget sjovt at se hvordan den indbyggede AC3 dekoder klarede sig over for en forstærker med indbygget AC3 dekoder, og om man kunne høre væsentlig forskel. Som sagt startede jeg med at test den optisk udgang, og der var lyden udmærket, og kunne ikke rigtig høre forskel mellem den og en Pioneer afspiller, men det burde man jo heller ikke når det drejer sig om en rent digital overførsel af lyden, enten kommer den frem eller også går den tabt :) (nu er der jo nok nogle hifi-freaks der mener noget andet) Nu var tiden kommet til at jeg skulle test AC3 dekoderen grundigt, og efter jeg havde været inde i menuen og slå det til virkede det upåklagelig. Men hvordan var lyden spøger i sikker jer selv, kunne man høre forskel mellem de to dekoder? Ja det kunne man, det var ret tydelig at noget af dynamikken var gået tabt, det var som om toppen af lyden manglede. En anden ulempe var at man ikke kunne justere hvor højt de forskellige kanaler var i forholdet til hinanden (hvis man nu havde nogle lidt svage baghøjtaler), det var kun mulig at indstille noget som echo, hvilket jeg ikke kunne bruge til noget. Men den forskel i kvalitet er det noget man kan leve med? ja det synes jeg, hvis man altså har en forstærker der understøtter 5.1 indgang, hvis man alligevel skal ud og købe en forstærker skulle man nok vælge at købe en med AC3 og så måske købe en anden afspiller uden AC3 dekoder, da man får noget bedre lyd ud af det.

En anden ting man kunne bruge denne afspiller til er at afspil sin lovlige MP3 cd'er, så jeg fandt en CD frem med en masse MP3 fra Tune konkurrencen fra de sidste par Connect's. Afspilleren tyggede lidt på cd'en og viste så en oversigt over katalogerne med MP3 i, det var dog ikke nogle sigende navn, men med lidt god fantasi kunne man godt gætte sig til navnet. Inde under et af katalogerne kunne man så se hvorfor nogle filer der var der, dog med samme kryptiske fil-navn. Da jeg havde valgt en fil gik den i gang med at afspille, og jeg havde ikke rigtig nogle problemer med at afspille nogle af filerne. Lyden var ren og pæn, og der var ikke lige noget man kunne klage over. Men en ting man kunne klage over, og det var selve betjening af MP3 delen. Det var fint nok at man på cd'er med katalog selv kunne vælge kataloget man ønskede at høre, men det var ikke mulig at komme ud af dette katalog igen, man skulle så enten skrive et nr. på et andet nr. eller next sig videre. Det at fil-navne var så underlig (den kunne nok ikke lig lange file navn) var også et problem, det ville havde været rart hvis den kunne havde vist ID3 tag's. Den sidste og mest forkastelig ved MP3 delen, var at der manglede en shuffel knap, så man blev nød til at høre alle sangende i alfabetisk orden, hvilket er lidt kedlig når der er en 100-200 nr. på en cd.

VCD delen
VCD delen var som man kunne forvente, når afspilleren kommer fra et land hvor VCD er mere udbredt end VHS, så der er faktisk ikke meget at skriv om det. Den kunne afspille alle de VCD 2.0 compatible skriver jeg smed i den. Billede og lyd var udmærket.

Konklusion
Alt i alt synes jeg kvaliteten er lidt for ringe, jeg havde en del problemer med at den blev alt for varm, og der for begyndte at lave underlig ting. Fx kunne den godt finde på at køre helt op i de højeste omdrejninger hvis den stod på pause i mere end 10 min.. Hvis det skete kunne man godt glemme alt om at få Cd'en ud igen, da den mindst skulle stå en ½ time og køle ned. Når den blev varm havde den også nogle gang en tildens til at lave nogle små hak i løbet af en film (ca. en 10-20 gang). Jeg ved ikke om det bare var den ene afspiller som jeg havde, som havde et varme problem, men jeg målte en udvendig temperatur på ikke mindre end 40 grader, så jeg tør kun gætte på hvor varm den var intern. Hvis man kun kiggede på software og funktioner var den udmærket, men selve hardwaren var ikke specielt lovende, billede og lyd kunne godt havde været lidt mere klart, også i denne pris klasse. Så jeg vil nok kigge mere på nogle af de andre billig DVD afspiller, fx Denver afspilleren til 2.000 kr. som der lige kommer en lille anmeldelse af her i næste uge.

Som man nok kan gætte sig til ud fra titlen, er Beetle Crazy Cup eller Beetle Buggin' som den også er kendt under, et bil spil hvor man skal køre i Folkevogne og kun Folkevogne. Det lyder måske lidt ensformig at man kun kan få lov til at køre i et bestemt mærke, men det er det bestemt ikke. Infogrames har med licens fra Volkswagen selv, medtaget i alt 17 unikke Folkevogne lige fra den kendte boble til Folkevogs rugbrødet over buggys til monster trucks.

Lad det være sagt med det samme, Beetle Crazy Cup er bestemt ikke et spil for simulator freaks som er ude efter et realistisk bil spil, Beetle Crazy Cup er et rendyrket arcade spil, med en engine der ikke bekymrer sig forfærdelig meget om de forskellige fysiske love. Bilerne skrider overdrevet meget når de går ind i et sving eller når de bliver ramt af andre biler, det var sjovt i Power Slide men passer ikke rigtig til dette spil. Desuden bremser barriererne ens bil urimelig meget, selv når man bare snitter dem. Tilsammen kan det til tider være meget frustrerende.

I Beetle Crazy Cups ganske originalt lavede menu, kan man vælge at køre i en af følgende 3 gamemodes: Quick Race, Championship eller Beetle Challenge. I hver af disse gamemodes er der i alt 5 forskellige events man kan få lov til at køre i, Monster, Speed, Cross, Buggy og Jump. I hver af disse event er der et par enkelte biler man kan vælge imellem, men efterhånden som man gennemfører banerne dukker der flere og flere nye biler op.

Monstertruck
Monstertruck delen var, efter at jeg have set de første screenshots fra spillet, den del jeg glædede mig mest til at prøve. Men det er desværre den del af spillet der stinker mest! Når man skal ud og køre monster trucks så regner man jo med at man ud og smadre en masse almindelige biler og ellers mase alt hvad der kommer i vej for en. Men nej, det er der ikke meget af her. I stedet skal man i disse kæmpe skrumler ud og køre præcisionskørsel på tid, der er dog placeret enkelte biler rundt omkring på banen som man kan køre over, men da det sløver monster trucken at køre dem over gælder det nærmere om at undgå dem og det er der jo ikke meget ved. Desuden er der sat en her masse spærringer op som man skal køre uden, men spærringerne er så små at en monster truck uden problemer burde kunne lige hen over dem, men det kan man ikke i stedet bliver man bare skubbet væk, som om man prøvede at køre ind i en mur. Han får slet ikke fornemmelsen af at man kører i en stor frygtindgydende monster truck!

Speed
Speed delen er så til gengæld en del bedre, her gælder det blot om at gøre hurtig, i lidt mere almindelige Folkevogne. Der starter 8 biler på banen, man starter altid bagerst og det gælder så om i løbet af et par omgange at nå at overhale alle de andre og komme først i mål. Alle banerne i Speed delen foregår på et fast og plan underlag, hvilket naturligvis giver mulighed for høje hastigheder.

Cross
Målet i Cross er det samme som i Speed, men i modsætning til Speed foregår alle løb her på et løst og ujævn underlag. Hvilket ikke giver mulighed for de videre høje hastigheder, i Cross skal man i stedet ligge vægt på at power slide på den rigtige måde rundt i svingene og komme gennem bakker og huller uden at miste alt for meget hastighed.

Buggy
Buggy delen er stort set en blanding mellem Speed og Cross delene. Her kører man i de så kaldte buggy biler på stranden og ind gennem de asfalterede gader i byen.

Jump
Jump delen er ikke ligefrem den mest udfordrende del af Beetle Crazy Cup. Her har man et lille kort stykke asfalteret vej med et par sving og rampe for enden. Det gælder så om at opnå den højest mulige hastighed ned af banen og fyre bilens nitro-boost af på lige netop det rigtige tidspunkt. Det tager dog ikke ret lang tid af finde ud af hvornår nitroen skal fyres af, derfor bliver denne del ret hurtig gennemført. Det fede ved denne del er hel klart bilernes vilde efterbrænder og brutale lyd de giver!

Konklusion
Til at starte med syntes jeg at Beetle Cup Crazy var et små kedeligt spil med nogle kedelige små biler som var langsomme ikke var til at styre på grund af de irritationer der er i enginen. Men når man lærer at kontrollere bilerne og får adgang til de større biler, begynder spillet dog at blive ganske underholdende og man skal lige gennemføre en bane mere som kan få adgang til endnu en bil.
Grafikken i spillet er ikke direkte nyskabende men er dog ganske pæn, texturne er både pæne er detaljere og så er der også environment mapping på bilerne.
Udvalget af baner i spillet er ret tyndt, men det forsøges der dog at rettes op på, ved at bytte rundt på vej spærringer og ved at regulere vejr forholdende mellem de forskellige løb.

Alt i alt er Beetle Crazy Cup et ganske udmærket bil spil, men den falder dog ikke ind som et af mine favorit bil spil, og så er jeg utrolig skuffet over monstertruck delen. Hvis der skal køres bil så vil jeg helt klart hellere spille Rally Master, Breakneck eller Need For Speed. Men er man Folkevogns fanatiker er Beetle Crazy Cup klart et kig værd

På adressen www.adcritic.com kan du finde en samling af verdens sjoveste TV-reklamer. 2,45 Gb digitaliseret video i Quick Time 4 format - for at være helt præcis.
I samlingen finder du bl.a. Budweisers fantastiske Wazzzup! reklamer og mange andre.

RedHat er nok en af de mest kendte Linux distributioner, men på samme tid også en af de mest udskældte. Personligt synes jeg nu det går meget godt for RedHat, selv om der nu har været en del problemer, især med 6.0 og 6.1. Denne lille test må vise, om der er blevet rettet op på et par af problemerne. Et af de meget kritiserede punkter har også været, at en RedHat installation altid har været "bloated", altså fyldt med features og services almindelige brugere aldrig ville bruge. Det har fx holdt mig fra at bruge RedHat til serverbrug førhen.

Nyskabelser er der ikke så mange af i version 6.2, det drejer sig mest af alt om opdateringer og forbedringer. Enkelte nye ting er der dog, fx muligheden for at installere Linux på en Windows FAT partition, og derved undgå at skulle formattere/ompartitionere hele disken. Det kan være anvendeligt for nybegyndere, der ikke helt er klar over om Linux er noget for dem. En anden umiddelbar forskel er, at RedHat 6.2 er blevet en CD større. Man behøver stadig kun at have een enkel CD for at installere selve RedHat, men derudover er der nu også en CD fyldt med manualer. Manualerne ligger upakket på CD'en, så det er bare med at læse derudad. Jeg synes nu at det er en anelse irriterende ikke at have manualerne liggende på harddisken, det er jo aldrig til at finde en CD. På den anden side så kan man jo bare kopiere filerne over, harddiske jo ikke så dyre for tiden.

Det skal med det samme siges, at denne anmeldelse er lavet på baggrund af en installation på en Fujitsu Lifebook C-6310 (P2-333, 64 MB RAM, 4 MB ATI grafikkort), hvilket kan have givet anledning til problemer. Faktisk var jeg lige ved at opgive forsøget, da skærmen bare skiftede til hvid når installationen gik i gang, men jeg fik problemet løst ved at fifle lidt med maskinen.

Selve installationsprogrammet er grafisk, lige som det har været siden version 6.0. Overfladisk er der ikke mange ændringer, men et par småting er der dog. Fx kan man når man partitionerer harddisken vælge om man vil lave en RAID partition, hvilket er første gang jeg har set at RAID er understøttet direkte i installationsprogrammet.

Et mindre irritationsmoment er også, at under konfigurationen af LILO var det ikke muligt at tilføje flere bootpartitioner. Jeg havde nemlig min normale Mandrake version liggende på en anden partition, og det ville da have været rart om den var til at vælge med det samme.
En anden ting er også den manglende understøttelse af USB mus. De fleste andre distributioner har efterhånden taget det med, men åbenbart ikke RedHat. Så der er ikke andet at gøre end at hive USB musen ud og plugge den almindelige i.

Valget af programmer der skal installeres er forholdsvis simpelt. Man kan som sædvanlig vælge mellem Server, Gnome Workstation, KDE Workstation eller Custom. Vælger man Custom kan man yderligere vælge hvilke overordnede pakkegrupper man vil have, og hvis det ikke er nok kan man også få lov til at vælge de individuelle pakker. Vælger man at konfigurere de individuelle pakker sker det vha 'gnorpm', standard pakkemanageren til RedHat siden version 6.0, som er meget let at benytte.

Konfigurationen af X går også ret let, selv om der var lidt problemer med det grafikkort jeg har. ATI driveren selv er nemlig ikke helt kompatibel, så man skal bruge en standard SVGA driver i stedet, hvilket installationsprogrammet jo ikke fatter lige med det samme.

Desværre har RedHat endnu ikke lært af Caldera's OpenLinux og lagt et spil med i installationsprogrammet, så man har noget at give sig til mens den installerer. Man overlever nok, men personligt synes jeg at det burde være standard i alle installationer.
En af de bedre ting ved installationen er på den anden side, at der er meget hjælp til de forskellige dele. Hvis der er noget man er i tvivl om kan man blot kigge i hjælp vinduet, så står det der sikkert.

Man kan så undre sig over de ting, der ikke bliver konfigureret med det samme, som fx netværk. Det kan selvfølgelig være, at det er fordi jeg har PCMCIA netværkskort i, men det burde den nu alligevel kunne klare.

Efter endt installation kan maskinen genstartes, og her gik alt faktisk fint, selv X kunne starte op uden problemer. Det eneste der manglede var netværket, af førnævnte årsager. En ting der kan undre er, at der stadig er mange services der kører unødvendigt. Hvor mange normale brugere har fx brug for sendmail eller NFS? Og hvis de har, så ved de garanteret også godt hvordan de skal aktivere det.

Til at konfigurere systemet bruges stadig 'linuxconf', og det virker også vældig godt, selv om den stadig klager over nogle filer der er "for nye", og som man selv skal ind og touch'e for at blive fri for fejlmeddelelserne hver gang man ændrer i noget.

Af væsentlige mangler er som tidligere nævnt USB, og så savner jeg også supermount (der gør at man ikke behøver at mounte/unmounte cd og floppy o.l.). Derudover bliver u-dma og 32 bit transfer mode heller ikke sat som standard, hvilket jeg også mener er en alvorlig mangel.

Til den mere avancerede brug er der også et par værktøjer med RH 6.2. Piranha er en service der kan bruges til at lave clustering med. Den giver mulighed for virtuelle servere, load balancing og mere. Der er også kerberos support som standard, lige som en del andre programmer er blevet opgraderet til "sikre" versioner. Bl.a. er Netscape med i en 128 bit krypteringsversion.

Alt i alt må jeg sige, at selv om der ikke har været så meget tid til intensiv test, så kører RedHat 6.2 ret godt. Personligt fortsætter jeg nok med at bruge Mandrake, på grund af de mange ekstra ting der er i Mandrake, som ikke er i RedHat. Men på den anden side så er RedHat efterhånden så standardiseret, at man ved hvad man har med at gøre.
For nybegyndere er RedHat absolut værd at prøve, især når man kan undgå at formattere ens diske. De programmer der bliver installeret som standard er rigelig til normalt brug, og resten kan uden problemer installeres. Modsat visse andre distributioner er der ingen problemer med selv at kompilere og installere programmer.

Bruger man en ældre version af RedHat nu, så er der absolut ingen grund til at lade være med at opgradere. Overvejer man derimod at skifte til en anden distribution synes jeg at der er andre, der er bedre. En af de åbenlyse fordele ved RedHat er RPM-pakkesystemet, der gør det mulig let at installere, opgradere eller fjerne programmer.
På den anden side så synes jeg at mange rakker ned på RedHat distributionen, for den er faktisk ikke så ringe igen, der er bare et par ting der kunne være bedre.

Dem, der vil prøve RedHat kan downloade den fra SunSITE.

Det nye produktprogram fra HP som hedder ProCurve er ret godt især hvis man ser på pris/ydelse.

Jeg har i denne omgang valgt at se lidt på en HP4000M ProCurve Switch, venligst udlånt af VELUX A/S i Skjern.

Vi starter lige med lidt reklame fra HP’s hjemmeside:

Managed modular 10/100/Gigabit desktop switches that provide scalable, low-cost
switching and all the benefits of HP Proactive Networking. They are ideal
for organizations looking for scalable, expandable, low-cost migration to
Gigabit switching to the desktop. The 4000M provide the easiest
way to build high availability networks. The 4000M includes 40 10/100Base-TX
autosensing ports.
Control
• RMON and extended RMON: provide advanced monitoring capabilities
• Port monitoring: allows you to monitor traffic using a switched port so you can view several ports at one time with a network analyzer
• Web interface: allows you to configure the switch from any PC on the
network with a Web browser
• Protocol filtering: provides traffic control
• VLAN support and tagging: provides security between workgroups and
multiple VLANs over the same physical link
• Class of Service (CoS) tagging: sets 802.1p priority field using
policy-based management
• IP multicast (IGMP): prevents flooding of multicast traffic
• Port security: prevents unauthorized access using MAC address lockdown
Uptime
• Switch meshing: delivers high availability with high performance
• Hot swappable modules: allow you to add or swap modules without
interrupting the network
• Optional redundant power supply: provides uninterrupted power
• Spanning Tree protocol: provides redundant links while preventing
network loops
• Lifetime warranty: for as long as you own the product
Performance
• Port trunking: for higher switch-to-switch throughput and link-level
redundancy
• Cisco Fast EtherChannel ®
: provides higher throughput to other devices that support FEC
• Automatic Broadcast Control (ABC): minimizes IP and IPX broadcast traffic throughout the network

Uha det var en lang tekst.

HP4000 er meget billig pr. port den er som standard lev. Med hele 40 10/100 porte. Switchen er bruger venlig og der følger en udførlig manual med switchen. HP’s eget netovervågning’s program TopTools følger også GRATIS med.

Det som man skal bemærke er at switchen kan bruges til Port trunking, samt Cisco Fast EtherChannel hvis man har behov for stor båndbredde til f.eks. en FTP-server eller lign. Opsætningen til sammenlægning af porte er meget hurtig og smerte frit. Du kan bruge et Netserver kort fra HP, eller et D-link serverkort som begge understøtter Port trunking. Netserver kortet kan desuden køre Cisco Fast EtherChannel som er bedre end Port trunking. Du tager 2 eller 4 porte og slår sammen til et kæmpe hul til din Server.

Backplane speed er 3.8Gbit så alle 40 porte kan køre 97% belastning hele tiden. Dog er det lidt træls at hvis man sætter 40 ekstra porte i, således der er i alt 80, og de skal dele de 3.8Gbit kommer vi med på kun 50% belastning pr port, men hvis man ser over en længere periode er det meget sjældent at man ser alle porte på fuld drøn. Til Connect 7 brugte vi en HP4000 som i gennemsnit lå på 38% med 40 porte, så der er båndbredde nok.

Af andre smarte ting er ABC = Automatic Broadcast Control, som fjerner unødvendig trafik fra nettet.
Samt Class of Service hvor du kan bestemme hvilken protokol som har førsteret

Jeg glemte lige at sige at der er: Lifetime warranty !!

4000M:
40 RJ-45 10/100Base-TX
5 open module slots
Weight – 4000M: 10.4 kg
Memory & Processor
Packet buffer size: 512 KB per port (10/100 ports);
4 MB per port (Gigabit ports)
RAM/ROM capacity: 16 MB
Processor type & speed: Intel i960JD @ 66 MHz
Flash capacity: 2 MB
Maximum wattage: 157W
Voltage: 100–127 VAC/200–240 VAC
Current: 2.0A max/1.0A max
Frequency: 50/60 Hz
Spanning Tree;
IEEE 802.1Q VLANs; IEEE 802.3x Flow Control and Safety
Management:
HP TopTools for Hubs & Switches included
SNMPv1/v2c
RMON groups, Extended RMON
RFC 1493 Bridge MIB
Performance:
Latency: <10µs (LIFO)
Throughput: 4.67 million pps (64-byte packets)
Backplane speed: 3.8 Gbps
Address table size: 10,000 entries

Alt i alt er HP4000 efter min vudering den bedste switch der kan findes for penge. (jeg arbejder ikke for HP)
Switchen har et hav af config muligheder, og har høj backplane speed. Jeg kan bestemt anbefale computer klubber at bruge en HP4000 som backbone switch.

Her er en side som flere linux-folk burde besøge (måske gør de det allerede, det er så i orden). Linuxcare er et firma, der har specialiseret sig i support og certificering til Linux, og er derfor et af de mere uafhængige Linux-firmaer, da det ikke har nogen direkte tilknytning til bestemte distributioner.

På linuxcare.com kan man få mange slags informationer om Linux, men af de bedste ting er at det er muligt at følge med i en masse relevante nyhedsgruper uden at skulle læse alle indlæg.
Linuxcare er nemlig så flinke, at de een gang i ugen samler trådene sammen og giver resumeer af ugens indlæg, det gælder for lister om Samba, kernel-development, gimp-development og et par andre.

Derudover er der også et glimrende support forum, hvor man kan så masser af hjælp.

Der kommer også jævnligt interessante indlæg omkring Linux, open-source og alt muligt andet godt.

Linuxcare.com er helt klart lavet med indholdet for øje, og er ikke lavet specielt pænt. Men man kan for det meste finde det man kommer efter, og det er det væsentlige i denne sammenhæng.

Nox er et nyt action/RPG fra Westwood og er blevet ført frem som en "Diablo killer". Så derfor havde jeg rimelig store forventninger til spillet, og jeg kan lige så godt sige med det samme at jeg ikke blev skuffet da jeg endelig fik fingrene i den, men dog heller ikke vildt begejstret.

Historien
Du spiller Jack, en ynkelig taber type som har sit eget trailer home et sted i Florida. Mens du en aften sider og glor fjernsyn mens du venter på at maden bliver klar, er en ond heks fra en anden dimension ved at lægge skumle planer om at overtage Nox, den verden hun kommer fra. For at kunne gennemføre sine planer skal hun bruge en meget kraftig magisk Orb, som står hjemme på dit fjernsyn! Det lykkes for hende at få Orb'en transporteret ind i den anden dimension, men desværre stod du lidt for tæt på den da det skete og du bliver også suget ind i den magiske verden.
Du bliver reddet og skal nu ud på en quest for at finde hjem igen, og så skal selvfølgelig også lige redde Nox fra den onde heks!

Inden du går i gang skal du vælge hvilken "sti" du vil følge, og her kan du kan vælge mellem tre forskellige:
En Kriger, som er stærk og udholden men uden magiske kræfter.
En Conjurer, som er knap så stærk, men har til gengæld evnen til at kontrollere og tilkalde forskellige monstre.
En Wizard, som er den fysisk svageste, men styrer til gengæld alt hvad der har med magi at gøre.

Selv om Nox bliver kaldt for et rollespil, vil jeg nu ikke kalde det et rigtig rollespil, det er alt alt for statisk til. Men lidt rollespil elementer er der dog at finde, og jeg vil placere Nox i denne samme "Hack 'n' Slash" Rollespils kategori som vi bedst kender fra Diablo.

Styringen i Nox er til at starte med lidt frustrerende men man vender sig hurtig til den, dog er det svært at styre personen 100% præcis, hvilket gør nogle af puzzlene i spillet ret irriterende. Desuden er der genvejs taster til stort set alt hvad man kan i spillet, hvilket giver en hurtig adgang til speels, abilities, healing potions etc.

Handlingen og puzzlene i spillet er forholdsvis simple, de går i bund og grund ud at man får en mission om at hente en eller anden ting fra et bestemt sted, hvorefter man farer af sted, slår en masse monstre ihjel, samler nogle nøgler op, låser nogle døre og slår nogle flere monstre ihjel, men så pænt som det er pakket ind i Nox, kan det skam også blive ved med at være sjov længe.

Grafikken i Nox er virkelig flot, masser af flotte tegnede landskaber og grotter med dynamisk lys og skygger samt flotte effekter når der fyres spells af, er med til at øge gameplayets værdi.
Spiller kører dog udelukkende på 2D kortet, hvilket desværre fik spillet til at hakke en smule på min computer hvis jeg slog alle detaljer til, men så godt som det ser ud er det til at bære over med.

Selv om Nox ikke var den "Diablo killer" som jeg havde håbet på, er det stadig et flot og ganske underholdende spil.
Jeg har ikke selv prøvet Nox i multiplayer, men efter hvad jeg har hørt fra folk som har prøvet det, så er det her at Nox klart taber til Diablo. Der er ingen mulighed for at gå på eventyr ned i grotterne med dine kammerater og smadre monstre sammen. Multiplayer delen er udelukket beregnet til deathmatch, capture the flag etc hvilket for mig lyder ret åndssvag for et spil som Nox, det skal vi hellere lade 3D Shooterne om!

Men alt i alt er Nox et fedt spil med mange gode spille timer, jeg brugte selv næsten en uge på at gennemføre spillet som warrior, og så mangler jeg stadig Wizard og Conjurer, selv om grund historien er den samme for de 3 klasser er mission vidt forskellige, så der er nok at gå i gang med

En raid controller (redundant array of independent disks) er mest kendt fra server-verdenen. Af denne grund er disse også somregel meget dyre (Compuclub bruger faktisks disse i deres FTP-server o.l.). Fornylig udsendte Promise Inc. en IDE raid, der koster i salg en små 1500,- kroner. Dette lyder måske dyrt, men ikke hvis man er bekendt med normalprisen for en RAID controller (ca. 4-5000,- kroner for et nogenlunde mærke).
Et RAID kan bruges til performance eller sikkerhed (disse kan også kombineres, men dette skal der bruges en hel del diske til).

Promise FastTrack66 understøtter:

RAID 0 :

Man sammenlægger to diske til en og har derved to diske til at arbejde for en. Dette giver dog bagslag i, at hvis en af diskene for en fejl, da er alt data tabt da filerne placeres "Stripped". Dvs. Når én fil skrives, da bliver filen delt i to og derved dobbelt ydelse (eller firdobbelt).


RAID 1:

Mirroring. Dvs. spejling. To diske fungerer som en, hvor den ene er en nøjagtig kopi. Hvis en af diskene fejler, da overtager den anden uden at systemet går ned.


RAID 0+1

Kræver 4 diske, hvor to af diskene er Stripped - disse er så senere spejlet på et tilsvarende stripped array. Dvs både sikkerhed og ydelse er garanteret.

Promise Arrayet understøtter desuden hotswap - dvs diskene kan skiftes mens Windows/linux kører.

Selve opsætningen af Controlleren forløb smertefrit. Begge IBM diske var nye og var købt til formålet. Disse skulle bare have hvert sit kabel og på hver sin IDE port på controller kortet. Derefter skulle systemet bare tændes og Fasttrak kortets BIOS skrev med det samme, at der var fundet diske og disse skulle konfigureres. Jeg trykkede CTRL-F og i løbet af et par skærmbilleder var jeg igen ved at reboote. Jeg satte diskene op til at fungere i RAID 0 (Spejling siger ikke lige mig noget). Jeg smækkede en startdiskette i fdiskede og ventede tre år på at FORMAT var færdig med 39,??Gb. Da formateringen e n d e l i g var færdig, da smed jeg Win98 - 2. udgave cdrommen i og startede install og efter ca. en halv time, da var jeg klar til at installere drivere og genstarte en 7-800 gange indtil windows var up-to-date med de nyeste drivere.

Til selve at teste systemet blev der installeret SiSoft Sandra 99 og et simpelt - men temmeligt brugbart lille program - der simpelthen bare smider en fil ned på disken og tager tid på, hvor længe Windows er om at eksekvere dette. Programmet er freeware og fylder meget lidt (60-70kb). En lille skavank ved programmet er dog, at hvis man har mange RAM, da snyder programmet og man benchmarker sin filcache og ikke sin harddisk - af denne grund valgte jeg en meget stor fil at teste på.

Mit Test System:

AMD Athlon 500Mhz @ 700Mhz (Med Gold Finger Device / GFD)
256MB PC133RAM (Hyundai) @ 100Mhz
ASUS K7M Mb Bios version 1.26
Sblive Value driver version 11/99
Asus V3800 TVR TNT2 driver 3.68
SCSI-2 CD controller (No-name / acard) driver ..... øhh
Plextor 40Max
Plextor 8/20 CD-R
Toshiba DVD-drev på Secondary MB ATA66 ctrl.
3Com 10/100 905B NIC
Promise FastTrack66 med 2 x IBM 20,5GB 7200 RPM driver version 1.14
IBM 25GB 5400RPM på Primary Mb's ATA66 Ctrl.

Benchmarking

Den første Benchmark var med det lille program, der hurtigt viste nogle gode resultater - før programmet kørte startede jeg sysmon for at dobbelt tjekke det ukendte program:




Benchmark resultaterne er et gennemsnit og vil variere, hvis diskene er fragmenterede eller lignende. Dette var dog ikke tilfældet, da jeg havde delt diskene op i to partitioner på hver 20GB, hvoraf en var helt tom og klar til at benchmarke.


SysMon viste i mens ovenstående test blev udført:



Så det lille program var ikke helt galt i byen ;)

Jeg testede umiddelbar derefter den harddisk jeg havde siddende på mit bundkorts controller - denne var helt tom og derfor perfekt til at teste på. Derved kunne ydelsen jo måles uden nogen form for nedslag p.g.a. fragmentering eller lignende.
IBM 25GB disken testede med:

Hvorfor disken er så langsom i Random write/read fatter jeg ikke - da den jo burde være hurtigere til at søge rundt end to diske, der hele tiden skal finde to halve stykker og have disse til at passe sammen. Dette kan have noget at gøre med forskellen i mellem 5400 og 7200 RPM. Selve hastigheden ved sekventiel overførsel er helt normal (HVIS MAN HAR HUSKET AT ENABLE DMA FOR SIN HARDDISK UNDER SYSTEM INDSTILLINGER ;-) )

Jeg testede derefter i SiSoft, men dette program giver jeg ikke meget for. Dens test-resultater var meget svingende og viste ikke noget mønster. Sekventiel skriv og læs burde være nogenlunde lige store og ligeledes burde Random læs og skriv have været næsten lige store. Jeg testede ikke IBM 25'eren, da SiSoft selv havde nogle resultater at sammenligne med - desuden tog det en halv dag for den første test.

Jeg kunne ikke dy mig for at lave en endelig test af selve systemet og dens ydelse i form af CPU og Cache benchmark.
Til dette skal det dog nævnes, at en Athlons Cache kører ved ½ hastighed ligesom P3. Det er derfor ikke dét, der for testen til at vippe til AMD's fordel.

Her er resultatet af en benchmark af Athlon (gå hjem og græd Intel - næsten dobbelt så hurtig og kun en forskel på 200Mhz!!).

Sidst men ikke mindst må jeg jo kunne konkluderer, at både FastTrack og Athlon sparker røv. Så hvis nogen leder efter et lille performance "hop" så kan jeg varmt anbefale FastTrack66.

Som sagt er et system kun ligeså hurtigt som det svageste led, og alt starter jo med at blive indlæst fra harddisken.