TOTL.net er... anderledes. Anderledes, men yderst underholdende. Her kan man blandt andet læse om "The Beer Witch Project", Microsith og meget andet godt.
Personligt kan jeg godt lide den yderst informative og meget videnskabeligt udførte Mars-test, der skal opklare hvad forskellen mellem Mars (altså chokolade-tingen) i England og USA er.

Der er også en sektion med "How to spot a...", hvor man kan lære at spotte rollespillere, cyberpunks og andet godtfolk. En nødvendig guide for at kunne klare sig gennem dagligdagen!

Under alle omstændigheder et sted man bør besøge.

Til information kan jeg lige sige, at TOTL står for noget i retning af "Temple ov thee Lemur"...

Det øjeblik jeg indså at jeg var totalt opslugt af Homeworld, var en torsdag aften ved midnatstid hvor jeg overvejer at forsøge at overtale en af min kammerater til lige at spille bare et multi-player spil mere, inden han tager hjem for at sove og stå tidligt op for at gå på arbejde dagen efter. Det er dette Homeworld handler om, det er dette computerspil handler om. Øjeblikke. Disse øjeblikke, hvor man for bare et sekund, pludselig er fuldstændigt opslugt i spilleoplevelsen. Man glemmer alt omkring sig og forsvinger i øjeblikket, Homeworld er fuld af øjeblikke som disse.

Jeg har lige bygget mine første to Ion-Cannon frigates og har sendt dem ind i en ulige kamp med et dusin fjentlige fighters, der bliver støttet af en af fjendens Assault Cruisers. Jeg giver dem ordre til at angribe, mens min egne fighters tager sig af de små skibe, kan jeg næsten føle at våbensystemerne lader op og klargøres til affyring. Et skærende blå-hvidt lys skriger frem fra det mørke indre af en af mine frigatter, og skærer sig ind i Assault Cruiserens tunge skjold. Jeg føler næsten rystelserne der breder sig gennem det store skib. Jeg sidder der og griner som en sindsyg videnskabsmand, der lige har opfundet atombombens afløser. Jeg er fuldstændig opslugt af øjeblikket.

Der er mange tidspunkter som disse i spillet og jeg er sikker på at at jeg kunne fortælle i flere timer, om de vilde, sindsoprivende kampe jeg og mine soldater har været udsat for. Du vil selv få dine egne krigsfortællinger at bringe videre når du spiller, og spille det burde du, for hvis det ikke allerede er gået op for dig, Homeworld er et suverent spil.

Spillet er svært at kategorisere, for det er nemlig et spil hvor man kan føle at det ikke er designet med en genre i tankerne, det er ikke skabt på en eller anden trend-direktørs bord med penge som motivations faktor, nej, her er et spil der efterhånden som det vokser har opslugt de ting fra de mange genrer som det har brug for. Det er en frisk fornemmelse man får når man spiller, et spil der er lavet for spillets skyld.

Historien i Homeworld er meget ligefrem og giver faktisk spillet hele den opslugende atmosfære der er så kendetegnende for spillet. En ældrende race har opdaget et kort, der har lagt begravet i en ruin midt i en ørken. Kortet viser vejen til racens oprindelige hjemplanet. En ekspidition sammensættes, der bygges en helt ny type rumskib, som gennemgår en serie hyperspace tests. Mens skibet er væk fra planeten, invaderer en fjentlig hær og smadrer det hele. Man har ikke noget valg, og må straks stikke kurs mod den sagn omspundne "homeworld", for at genopbygge civilisationen, alt imens man jagtes af den mystiske fjentlige hær.

Det er lykkedes for Relic, gutterne bag spillet, at skabe ikke bare et spil med grafik der til tider giver en åndenød, men også et interface i spillet, der på en gang er næsten usynlig, men giver en mulighed for fuldstændigt frit at give alle de ordrer, og bruge alle de millitære taktikker, man kan komme i tanke om. Selv om interfacet en meget skjult, er det muligt indenfor ca. ti minutters spil at blive fuldt fortroligt med det. Det er en utrolig nyskabelse. Der er ingen menuer man skal rode igennem (ok, der er én menu, men alle ordrene har simple genvejstaster). Jobbet man har i spillet er lige så ligefrem som historien i spillet. Brug moderskibet til at producere enheder, mine asteroiderbælter og støvskyer, opbygge stadig en størrere flåde, imens man forsker i nye teknologier og udfører de mål der er i hver enkelt mission. Nåh ja, og kæmper mod fjenden. Kæmper MEGET mod fjenden. Det er her Homeworld skiller sig ud fra de andre strategi/kamp spil der er på markedet. I de fleste strategispil jeg har spillet er der, når man har fundet "formularen" i spillet, ikke meget andet at gøre end at gentage de samme handlinger igen og igen. Men Homeworld har på en eller anden måde frigjort sig, og genren, fra denne rutine. Balancen mellem enhederne, fra de små fighters til de kæmpe heavy cruisers, kombineret med den næsten uhyggelige taktiske AI fjenden er udstyret med, betyder at der næsten aldrig opstår en sammenlignelig situation, hvor man bare kan gøre det samme som sidst, og derigennem opnå en billig sejr. Man fanger sig selv i at sidde og udtænke millitære strategier mens man lige har et åndehul i angrebene der syntes at komme alle steder fra. Det føles næsten som havde man kommando over kampene i en af de mange Sci-Fi film og TV-serier der kører. Homeworld lader dig være hjernen bag et succesfuld slag i den galaktiske krig, og lader dig ikke bare "gå igennem" endnu et computerspil. Der er en utænkt glæde i det, når en plan endelig falder i hak, og man vender kampen til ens egen fordel.

Er der ingen fejl i spillet? Jo, der er nogle få steder. Det er ikke så meget fejl, som steder der kunne være mere gennemtænkte. Det der irriterede mig mest, var forskningsdelen af spillet. Selv om den gør et middelmådigt job i spillet, er der ikke noget innovativt i det. Der er ikke mere end en måde at nå frem til de nye enheder i spillet. Det er en skam at der ikke er blevet gjort mere ud af denne del, for resten af spillet viser så meget originalitet og nytænkning, at forskningsdelen nærmest virker som om den bare klasket på, fordi man forventer at finde en sådan i et spil som dette. Men dette er småting, Homeworld gør et rigtigt godt stykke arbejde, når det gælder om at gribe og holde ens opmærksomhed og får en til at føle sig hjemme i spillet. Hvad det gør, gør det næsten perfekt. Historien er så perfekt indarbejdet i spillet at man bliver ved med at komme tilbage til spillet. Igen er det friheden man får som spiller der gør at hver kamp føles ny, og fjendens AI overasker en til stadighed med nye finurligheder.

Homeworlds største egenskab er, som sagt først i artiklen, dens evne til at fuldstændig at opsluge en i øjeblikke, hvor man næsten ikke eksisterer andre steder end i det computer generede univers, hvor man prøver desperat at nå til forfædrenes hjemplanet. Er det ikke spil som disse man længtes efter? Det er ikke siden Half-Life, at jeg har været så opslugt af et spil, man bliver bare ved og ved med at spille.

Er du til 70'er musik, Pulp Fiction og Starsky & Hutch, ja så er Driver et spil for dig.......

I Driver, er man Tanner, er ex-racerkører som er blevet strisser på sine gamle dage. Pga. sine færdigheder som chauffør bliver han valgt til en undercover operation, hvor han skal eftersøge familien Castaldi(en billig mafia efterligning).

Driver er et unikt spil, men det er "basically" GTA i 3D, dog uden noget løberi, ingen kanoner og du kan ikke selv vælge bil. Selv uden disse ting er driver et godt spil.

Den første mission er et interview/test, hvor man skal udføre en række vilde manøvrer under 60 sekunder, det er ret svært og man får ingen instruktion i hvorledes manøvrene skal udføres, det eneste man ser er en ghost car som man så skal følge efter....... Det tager lidt tid men efter det bliver det rigtigt skægt, den første mission man kommer ud på er "THE BANK JOB" hvor man inden for kort tid skal køre fra sit hjem til en bank, kommer man for sent ja, så er man færdig, men det er også galt hvis man kommer for tidligt. Når man så er ved banken på det rette tidspunkt bliver det rigtig sjovt, bankrøverne skal sættes af i den anden ende af byen, det lyder jo meget nemt, ment politiet gør alt for at stoppe dig. Her er dog en af spillets fejl, hvis man ikke laver noget ulovligt jagter politiet ikke en, herunder skal det siges at så længe man ikke kører for stærkt eller over for rødt kan man faktisk lave hvad det passer en foran politibilerne, de er ligeglade om du kører den forkerte vej ned af en ensrettet gade f.eks, hvis du bare så meget som kører 1 mph over hastighedsgrænsen begynder politiet at køre ind i dig for at stoppe dig. her ville det jo nok være bedre med en fartbøde så man mistede tid istedet. Den anden mission, "HIDE THE EVIDENCE", starter man med en rød "flyder" som skal skrottes, problemet er bare at bilen er efterlyst, så man får travlt med at komme til skrotstedet, men man skal do have sat alle politifolk af inden man kan aflevere bilen. Mission 3 "CASE FOR A KEY" starter med at man skal nå til et møde i den anden ende af byen, hvor man så for et job hvor man skal aflevere en kuffert i den modsatte ende af byen, dette "drop" går dog galt og man skal til at jagte svindlerne (som stikker af i en båd)..... Der er meget stor variation i missionerne, men i sidste ende går hele spillet ud på at køre råddent..... Missionerne tager sted i en af 4 byer som man skal race rundt i (Miami, San Fransisco, Los ngeles og New York), byerne er meget varierede i udseende og følelse, f.eks. er der mange bakker i Frisco.
Spillet har også en glimrende kamera funktion, her kan man efter en mission editere sin jagt, sætte kamera vinkler o.s.v. så man kan lave nogle virkelig flotte biljagter.

Spillet har også en glimrende kamera funktion, her kan man efter en mission editere sin jagt, sætte kamera vinkler o.s.v. så man kan lave nogle virkelig flotte biljagter.

Hvordan ser det så ud? Driver er (i modsætning til PSX udgaven) et ret flot spil, Jeg testede spillet på en PII-400, TNT2 Ultra med en opløsning i 1024X768X32 med alle detaljer sat til max, og det kørte perfekt. Alt det sagt så er Driver ikke så grafisk flot som f.eks "QuakeIII".

Hvordan er lyden? Jo æhh, musikken er fed nok, men der er for lidt motorlyd og man kan ikke høre hjulene hvine og sammenstød lyder som 2 dåser cola der snitter hindanden, og musikken er alt for høj i forhold til effekterne, også selvom man skruer helt ned for den.

Hvordan er "gameplayet" så? Perfekt.... næsten. Bilerne styrer ligesom "rigtige" amerikanske filmbiler og overstyrer helt vildt så man kan lave "hollywood" sving, og det er let at lave de vilde stunts såsom 180, 360 o.s.v.

Fedt nok, men hvad med multiplayer delen? Hvad med den, der er ingen, og det er ret synd, for det ville være sjovt at jagte sine venner.

Re-Volt er et nyt bil spil fra Acclaim hvor man i stedet for de sædvanlige store, hutige og dyre biler man er van til fra andre bil spil, får lov til at slå sig løs med små fjernstyrede biler. Nu skal det lige siges at det ikke drejer sig om de små fjernstyrede biler vi legede med den gang vi var små, de her er lige en klasse større. Der er i alt 28 forskellige biler i 5 forskellige kategorier at vælge imellem, kategorierne varierer lige fra almindelige batteri drevne biler til de større benzin drevne.
I stedet for at man fræser rundt på åbne landeveje eller på store racerbaner, kommer man i stedet for i Re-Volt til at køre rundt i bla. en legetøj butik, et museum, en botanisk have, et villa kvarter etc. Der er i alt 14 forskellige baner fordelt på 7 lokationer. Skulle de 14 baner ikke være nok, følger der også en Track Editor med til spillet.

Selve historien bag spillet er noget pjat med at et firma ved navn Toy-Volt som har lavet en masse legetøj, som på grund af et eller andet speciel som ingen rigtigt kunne sætte fingeren på er blevet en kæmpe stor succes. Da Toy-Volt så lavede en række fjernstyrede biler brugte de åbenbart lidt for meget af det der specielle noget, og bilerne fik deres eget liv og hoppede ned fra hylderne i butikkerne og begyndte at fræse rundt.
Hvis Acclaim alligevel ikke kunne finde på en bedre historie, hvorfor så ikke bare skippe den, et spil af denne genre kræver alligevel ikke nogen forhistorie. Historien finder man dog også kun i manualen, selve spillet fortæller ikke noget om den, der er ikke engang intro til spillet, og det synes jeg for den til at virke lidt billig.

Det lyder måske kedelig at fise rundt med nogle små biler som ikke kan køre mere end 60Kmt, men bilerne er så små og banerne er godt tilpasset deres størrelser, så det virker bestemt ikke langsomt.
Selv om der er gjort en del ud af at få de små biler til at opføre sig som de ville gøre i virkeligheden, er der ikke tale om nogen simulator her, Re-Volt er et helt igennem arcade spil. Dette ses også tydeligt ved at der i hver bane er fyldt med pick-ups som man skal køre ind i for at samle op, af de mest interessante pick-ups kan nævnes:
Shockwave, en blå kugle af elektricitet bliver skudt fremad og vælter alle biler på sin vej.
Firework, en enkelt målsøgende raket, som eksploderer når den rammer en bil.
Electroc Pulse, et elektrisk felt summer rundt din bil og zapper en hver anden bil der kommer i nærheden og sætter den midlertidig ud af drift.
Turbo Battery, får din bil til at køre 10% hurtigere.
I alt er der 10 forskellige og ganske underholdende pick-ups, det får ikke spillet til virke videre realistisk men det gør det unægtelig noget morsommere.

Ikke for børn
Selv om Re-Volt med alle de små fjernstyrede biler minder lidt om et børnespil, så er det bestemt ikke tilfældet. De satans små biler er umulige at kontrollere, drejer man lidt for skarpt, snitter man vejkanten eller hopper man lidt skævt over et flyvehop mister man kontrollen over bilen og den skrider rundt, computer kørerne kører så godt, at hvis du ligger på første pladsen og skrider rundt kan du godt regne med at ryge ned på en femte sjette plads før du er oppe og køre igen.
Det tog i hvert fald mig et par forsøg før jeg havde gennemført 'Bronze Cup'(det letteste), men når man lærer at kontrollere bilen og kommer op at kæmpe mod computer kørene begynder spillet også at bliver sjovt.

Spillet bliver naturligvis endnu sjovere når man spiller det i multi-player, det er nok mulig det er sjovt at smide en klat olie på banen så computeren glider i det, men det er helt klart langt sjovere når man hører sidemanden side og bande fordi han lige er kørt i olieklatten!
I multi-player mode er kan man enten køre single race, hvor man ligesom i single-player mode kører ræs på en bane hvor det gælder om at komme først. Eller man kan køre Battle Tag, hvor man bliver smidt ind på en bane specielt lavet til multi-player, her gælder det så ikke om at komme først nogen steder hen, men istedet leger men en form for tagfat som minder meget om Fox and Hounds fra Carmageddon. I både Single Race og Battle Tag kan man spille helt op til 16 spillere over LAN eller internet.
Det er dog efter min mening en lidt for skrabet multi-player del Re-Volt har at byde på, men det der er der er så tilgengæld ganske underholdende.

Grafikken i Re-Volt er ganske pæn, mange steder endda rigtig flot. Der er gjort heftig brug af skygge og refleksions effekter, for slet ikke at tale om den virkelig flotte brug af lyskilder.
Men påtrods af alle de flotte ting, har grafikken det tit med at virke kedelig eller direkte klodset. I nogle af banerne er der sparet meget på de objekter som står rundt omkring banen, og dem der er der består kun af enkelte eller to farvede overflader, det kommer hurtig til at virke tomt og kedeligt.
Lyden i Re-Volt er der heller ikke noget videre genialt ved, men de lyde skal være der er der da, og motor lyden til bilerne lyder såmen også ganske fedt.
Noget helt andet er lydsporet til spillet, her har Acclaim fundet noget rigtig fedt og hårdtpumpet techno som virkelig passer til spillet.

Konklusion
Jeg må nok konkludere at Re-Volt er et fedt spil, især i multi-player. Dels fordi det er så alternativt i forhold til de mange andre bil spil, og dels fordi det er et godt action fyldt spil som man ikke kan lade være med at blive grebet af når det først kører.
Re-Volt virker dog lidt for skrabet på mange områder til at jeg vil give den nogle top karaktere.

Hash? sådan noget man kan ryge? - nej dog ikke selom navnet kunne antyde noget i den retning. Hash Inc. er et firma som har lavet et par programmer til 3d animering og rendering.

Tilmed tilbyder de inet opkobling, manualer og hjælp til 3d.

På deres side kan man også finde et par gallerier med både billeder og animationer. I starten troede jeg at de var taget fra noget Kinetix havde fået lavet, men til min overraskelse var alt lavet med deres egne programmer. Kvaliteten er faktisk helt i top, de har endda lavet nogle special effects til en sci-fi film.

Hver måned afholder Hash Inc en kreativ konkurrence i et emne de vælger. Alt skal laves i 3d og vinderne får så nogle fine præmier. På trods af at det hele er hjemmelavet er billederne faktisk temmelig flotte.

M.h.t. domainet så har de vel bare været hurtige og set en mulighed for at få nogle nemme hits.

Det var ved et tilfælde at jeg faldt over denne side (hvad end i så tror), men stadig en side som er værd at chekke hvis man er til 3d grafik.

Er et firma som bl.a. er meget engageret i dsl. De tilbyder FaQ, lookup samt tilbehør til dsl. Kort sagt er de et firma som har store visioner angående internethastigheder til de små hjem.

Det der fangede mit øje var deres lille "Theatre", hvor man kan se trailershows i ganske glimrende real-audio stil. De har tilmed et såkaldt "bandwidthmeter" der kan måle din max hastighed. Det sørgelige for nogen vil nok være at det er anbefalet for forbindelser der runder 384 kb/s, men hvem ved det går sikkert alligevel :-)

NRG Productions er et bette firma, der laver hjemmesider, for det meste med flash. Men hvor nogle bare bruger flash til at få et par knapper til at bevæge sig, gør disse folk virkelig noget ud af det. Det fylder til gengæld også en del, men det ser ret godt ud. Siden indeholder også links til andre sider, som de har designer, bla. MegaCar.com.

Til gengæld er der ikke videre meget indhold i disse sider, men hvis man sidder og "dumme-surfer" uden egentligt formål, så kan det være vældig underholdende at se, hvordan tingene også kan gøres.

F.A.P.L.S. er det seneste fodbold spil fra EA-sports, og hvad er mere passende end at varme op med dette spil, mens man venter på at Fifa 2000 udkommer. Nu skal det siges at jeg er en stor fan af netop Fifa serien, og at jeg derfor blev glædelig overrasket da jeg så at F.A.P.L.S. var et EA-sports spil. Desuden stod der bag på pakken at de havde bragt et nyt "stjerne system" ind i spillet. Dette system går ud på at man får X antal stjerner efter hver kamp, alt efter om man vinder, hvor mange mål man scorer, og lign.

Efter at have installeret, og startet spillet op, sad jeg spændt og ventede på den normalt så action prægede start som efterhånden er kendetegnende for spil fra EA-sport. Men ok, der var da en lille intro, meeeen der var nu godt nok ikke noget imponerende over den. Det er jo selvfølgelig heller ikke sådanne ting man skal bedømme et helt spil på, men det er nu alligevel med til at overbevise en om at det er gennemført godt.

Selve spillet går ud på at man skal gennemføre en sæson i Premier League. Efter at have valgt hold var jeg klar til at dominere spillet, tænkte jeg. FORKERT, ingen af tasterne som man kender fra fifa kunne bruges, og de nye taster var placeret så smart at jeg på mit ergonomiske tastatur ikke kunne bruge dem. Da man ikke kan redefinere sine taster, så var jeg nødsaget til at skifte tastatur. Efter et hurtigt skift, så var jeg klar til at dominere ligaen, eller var jeg, for der er også en række andre nye features med, som gjorde det meget sværere. En af disse er at man nu kan holde skud knappen inde, og på den måde selv bestemme hvor hårdt man vil skyde. Desuden skyder spilleren ikke automatisk mod mål, eller hvis det er en forsvars spiller, så skyder han ikke automatisk op i den anden ende, ligesom i Fifa99, medmindre han har hovedet den vej. Desuden er forsvars spillerne delvist styret af computeren, sikkert en fordel for nogen, men for mig var det bare endnu en ting som jeg ikke kunne lide ved spillet. Der er dog også gode nye ting med, såsom at man ikke bare automatisk altid rammer en første gangs aflevering, hvilket jo er en god ny ting, da det på den måde bliver mere imponerende når det så lykkes.

Efter at spillet en del kampe og have brugt en masse stjerner på at gøre sine spiller bedre, blev spillet faktisk fortrinsvis nemt. Dog er stjerne princippet lidt underligt da man normalt kommer op på at tjene ca 150-200 stjerner pr kamp, og man kan købe, hvis man er heldig og han er til salg, Rivaldo eller tilsvarende stjerne spillere til 350 stjerner. På den måde kan det faktisk bedre betale sig at købe spillere, istedet for at gøre de spillere man har i forvejen, bedre.

Efter at have spillet halvdelen af sæsonen, var soundtracket begyndt at irritere mig, der er grænser for hvor mange gange man kan holde til at høre ATBs 9PM till I come. Godt nok er der 3sange fra andre grupper, men ikke nogen interessante numre. Samtidigt med at jeg slog cd musikken fra, slog jeg også kommentatorene fra, godt nok har EA-sport forsøgt at komme mere stemning i spillet ved at der kommer små anekdoter inden kampen. Eks. at klubben man besøger har vundet så mange titler eller har et så mange års gammelt stadion eller lign. Det er egentlig ganske udmærket lavet, og det er de normale engelske kommentatorer som ligger stemmer til. Her tænkes på Martin Tyler, Richard Keys og Andy Gray.

Så er der selvfølgelig de langsomme gengivelser af mål, og det er nok de fedeste replays som kommer ud af det... Hvis det ikke bliver taget med i Fifa2000 så bliver jeg skuffet. Man ser det automatisk fra flere forskellige syns vinkler, akkurat ligesom hvis man ser fodbold i fjernsynet. Hvis man manuelt går ind og vælger replay, så får man også et virkeligt godt og gennemført replay værktøj, det er virkelig nok det bedste som de nogensinde har leveret.

Efter at være det første spil i en ny serie, hvor man kan forbedre spillere, så må de siges at være sluppet godt fra det. Det er da også helt sikkert at jeg gerne vil anmelde F.A.P.L.S. 2 når den kommer, for så har EA sikkert fået rettet mange af de trælse ting som er i denne udgave.

Konklusionen må være at hvis man ikke har prøvet Fifa serien, så vil dette være et godt sted at starte. For dem som allerede har prøvet Fifa 99 og står for at skulle købe et nyt fodbold spil, og kun har råd til 1.... Køb Fifa 2000.

Det tredie spil i Discworld serien, lugter af gammel whiskey og har ikke barberet sig i flere dage.

Discworld Noir er ikke just lige så glad og munter som de andre i serien. De ligger nu tilbage som livlige og farverige barndomsminder. Titlen hinter at vi er ovre i film noir'ens dystre og altid regnfyldte verden. Spillet foregår dog i den altid genkendelige Discworld, alt hvad man foretager sig i spillet sker på stormfyldte nætter, med en konstant mur af regn, der dækker alle udendørs omgivelser. Dette vil muligvis frastøde mange Discworld fans. Dog er dette og spillets glimrende og helt igennem stilrene detektiv-perspektiv, efter min mening helt klart spillet's stærke side.

Hovedpersonen, Lewton, er tydeligt lavet udfra Humphry Bogart's Sam Spade og Phillip Marlowe. Han er en mand med en dyster fortid i politiet - eller i dette tilfælder the Watch - et alkoholproblem og kvindeproblemer. Hans humor er ofte ironisk og reflekterer den meget kyniske holdning som detektiver i noir film jo nu engang udviser.

Spillet starter med den obligatoriske Femme Fatale, der kommer ind på det snuskede kontor. Snart sker der et mord, og du er den hovedmistænkte. Der kommer flashbacks. Du møder en en kvinde der knuste dit hjerte for mange år siden. Og en dværg med en meget bekendt stemme bryder ind på dit kontor...Ok, jeg vil ikke afsløre hele spillet så jeg stopper her.

Alt grafik i spillet er 3D og det giver vitterligt en helt ny dimension i spillet. Det er Discworld som det aldrig er set før. Men selvom om der opstår en følelse af Ankh-Morpork som en rigtig by, virker den underligt ubeboet. Dette er fortrinsvis fordi der næsten ikke er nogen overflødige bi-personer i spillet, man kan og bør nok snakke med samtlige personer du møder i spillet. Det giver en stemning der er dyster og anspendt.

Brugen af skygger, lys og mørke er næsten lige så vigtigt som lydene. Regnens slag på jorden, når den strømmer ned fra himlen, og lyden af torden der brager langt væk, passer perfekt til det udmærkede lydspor. Man bliver lige fra starten mødt af klasisk jazz fra 40'enes afslappede klubber, og man ved at her er et stilfuldt lydspor der intet lader tilbage. Hvert eneste sted i spillet har sin egen stil, der går fra sprøde saxofontoner til lette barpianotoner, krydret med en trold der tror hun er Ella Fitzgerald.

Alt dette giver distrahering nok, mens man prøver at stykke det komplekse plot, der snor sig og skifter retning konstant, sammen. Spor bliver et metafor for søgen efter mening, hvor man som en slags junglør, forsøger at holde styr på alle ledetrådene. Man møder gangstere, underlige religiøsekulte og enda X-Files lignene sammensværgelser, alt sammen gør at der altid er noget der holder ens interesse og giver en lyst til at lige spille lidt længere.

Spillet er meget ledetrådsbaseret, istedet for den mere objekt-orientede spillestil, kendt fra de foregående to spil. Det betyder, at man istedet for at løbe rundt og prøver samtlige objekter på alting, hviler mere på dialogen. Hver gang noget eller nogen vigtigt bliver nævnt, dukker der en lille notesbog op og det bliver tilføjet det der allerede er skrevet i notesbogen. Man kan herefter spørge alle om de oplysninger der er tilføjet notesbogen. Notesbogen er indelt i Cases, Suspects og Murders, og når en sag er opklaret bliver den overstreget. Dette system er hjertet i spillet og virker meget godt.

Selvom man kan spørge alle man møder om alt, er det bedre at snakke med folk om ting de sansynligvis ved noget om. Dette giver en bedre fornemmelse af at man bruger sin logiske sans, frem for at det bliver til en gætte og vind leg. På nogle tidspunkter er der for meget dialog, og man bliver helt i tvivl om man sidder og ser en film istedet for at spille et spil, men generelt er det underholdende nok til at man gider se det hele igennem. Denne fornemmelse forsvinder dog efterhånden som man kommer længre ind i spillet, hvor de i starten meget simple puzzles, bliver sværere efterhånden som spillet udvikler sig.

Så afsluttende vil jeg sige, er du vild med noir film, vil hver eneste scene give dig klumper i halsen. Er du Discworld fan, finder du rigeligt med gamle kendinge fra bøgerne. Er du en god gammeldags Adventure fan, glæd dig over den lækkerbisken du har fået lagt på bordet. Hvis du er alle tre ovenstående på samme tid, ja, så er spillet simplethen skabt til dig.