Det øjeblik jeg indså at jeg var totalt opslugt af Homeworld, var en torsdag aften ved midnatstid hvor jeg overvejer at forsøge at overtale en af min kammerater til lige at spille bare et multi-player spil mere, inden han tager hjem for at sove og stå tidligt op for at gå på arbejde dagen efter. Det er dette Homeworld handler om, det er dette computerspil handler om. Øjeblikke. Disse øjeblikke, hvor man for bare et sekund, pludselig er fuldstændigt opslugt i spilleoplevelsen. Man glemmer alt omkring sig og forsvinger i øjeblikket, Homeworld er fuld af øjeblikke som disse.

Jeg har lige bygget mine første to Ion-Cannon frigates og har sendt dem ind i en ulige kamp med et dusin fjentlige fighters, der bliver støttet af en af fjendens Assault Cruisers. Jeg giver dem ordre til at angribe, mens min egne fighters tager sig af de små skibe, kan jeg næsten føle at våbensystemerne lader op og klargøres til affyring. Et skærende blå-hvidt lys skriger frem fra det mørke indre af en af mine frigatter, og skærer sig ind i Assault Cruiserens tunge skjold. Jeg føler næsten rystelserne der breder sig gennem det store skib. Jeg sidder der og griner som en sindsyg videnskabsmand, der lige har opfundet atombombens afløser. Jeg er fuldstændig opslugt af øjeblikket.

Der er mange tidspunkter som disse i spillet og jeg er sikker på at at jeg kunne fortælle i flere timer, om de vilde, sindsoprivende kampe jeg og mine soldater har været udsat for. Du vil selv få dine egne krigsfortællinger at bringe videre når du spiller, og spille det burde du, for hvis det ikke allerede er gået op for dig, Homeworld er et suverent spil.

Spillet er svært at kategorisere, for det er nemlig et spil hvor man kan føle at det ikke er designet med en genre i tankerne, det er ikke skabt på en eller anden trend-direktørs bord med penge som motivations faktor, nej, her er et spil der efterhånden som det vokser har opslugt de ting fra de mange genrer som det har brug for. Det er en frisk fornemmelse man får når man spiller, et spil der er lavet for spillets skyld.

Historien i Homeworld er meget ligefrem og giver faktisk spillet hele den opslugende atmosfære der er så kendetegnende for spillet. En ældrende race har opdaget et kort, der har lagt begravet i en ruin midt i en ørken. Kortet viser vejen til racens oprindelige hjemplanet. En ekspidition sammensættes, der bygges en helt ny type rumskib, som gennemgår en serie hyperspace tests. Mens skibet er væk fra planeten, invaderer en fjentlig hær og smadrer det hele. Man har ikke noget valg, og må straks stikke kurs mod den sagn omspundne "homeworld", for at genopbygge civilisationen, alt imens man jagtes af den mystiske fjentlige hær.

Det er lykkedes for Relic, gutterne bag spillet, at skabe ikke bare et spil med grafik der til tider giver en åndenød, men også et interface i spillet, der på en gang er næsten usynlig, men giver en mulighed for fuldstændigt frit at give alle de ordrer, og bruge alle de millitære taktikker, man kan komme i tanke om. Selv om interfacet en meget skjult, er det muligt indenfor ca. ti minutters spil at blive fuldt fortroligt med det. Det er en utrolig nyskabelse. Der er ingen menuer man skal rode igennem (ok, der er én menu, men alle ordrene har simple genvejstaster). Jobbet man har i spillet er lige så ligefrem som historien i spillet. Brug moderskibet til at producere enheder, mine asteroiderbælter og støvskyer, opbygge stadig en størrere flåde, imens man forsker i nye teknologier og udfører de mål der er i hver enkelt mission. Nåh ja, og kæmper mod fjenden. Kæmper MEGET mod fjenden. Det er her Homeworld skiller sig ud fra de andre strategi/kamp spil der er på markedet. I de fleste strategispil jeg har spillet er der, når man har fundet "formularen" i spillet, ikke meget andet at gøre end at gentage de samme handlinger igen og igen. Men Homeworld har på en eller anden måde frigjort sig, og genren, fra denne rutine. Balancen mellem enhederne, fra de små fighters til de kæmpe heavy cruisers, kombineret med den næsten uhyggelige taktiske AI fjenden er udstyret med, betyder at der næsten aldrig opstår en sammenlignelig situation, hvor man bare kan gøre det samme som sidst, og derigennem opnå en billig sejr. Man fanger sig selv i at sidde og udtænke millitære strategier mens man lige har et åndehul i angrebene der syntes at komme alle steder fra. Det føles næsten som havde man kommando over kampene i en af de mange Sci-Fi film og TV-serier der kører. Homeworld lader dig være hjernen bag et succesfuld slag i den galaktiske krig, og lader dig ikke bare "gå igennem" endnu et computerspil. Der er en utænkt glæde i det, når en plan endelig falder i hak, og man vender kampen til ens egen fordel.

Er der ingen fejl i spillet? Jo, der er nogle få steder. Det er ikke så meget fejl, som steder der kunne være mere gennemtænkte. Det der irriterede mig mest, var forskningsdelen af spillet. Selv om den gør et middelmådigt job i spillet, er der ikke noget innovativt i det. Der er ikke mere end en måde at nå frem til de nye enheder i spillet. Det er en skam at der ikke er blevet gjort mere ud af denne del, for resten af spillet viser så meget originalitet og nytænkning, at forskningsdelen nærmest virker som om den bare klasket på, fordi man forventer at finde en sådan i et spil som dette. Men dette er småting, Homeworld gør et rigtigt godt stykke arbejde, når det gælder om at gribe og holde ens opmærksomhed og får en til at føle sig hjemme i spillet. Hvad det gør, gør det næsten perfekt. Historien er så perfekt indarbejdet i spillet at man bliver ved med at komme tilbage til spillet. Igen er det friheden man får som spiller der gør at hver kamp føles ny, og fjendens AI overasker en til stadighed med nye finurligheder.

Homeworlds største egenskab er, som sagt først i artiklen, dens evne til at fuldstændig at opsluge en i øjeblikke, hvor man næsten ikke eksisterer andre steder end i det computer generede univers, hvor man prøver desperat at nå til forfædrenes hjemplanet. Er det ikke spil som disse man længtes efter? Det er ikke siden Half-Life, at jeg har været så opslugt af et spil, man bliver bare ved og ved med at spille.