Det tredie spil i Discworld serien, lugter af gammel whiskey og har ikke barberet sig i flere dage.

Discworld Noir er ikke just lige så glad og munter som de andre i serien. De ligger nu tilbage som livlige og farverige barndomsminder. Titlen hinter at vi er ovre i film noir'ens dystre og altid regnfyldte verden. Spillet foregår dog i den altid genkendelige Discworld, alt hvad man foretager sig i spillet sker på stormfyldte nætter, med en konstant mur af regn, der dækker alle udendørs omgivelser. Dette vil muligvis frastøde mange Discworld fans. Dog er dette og spillets glimrende og helt igennem stilrene detektiv-perspektiv, efter min mening helt klart spillet's stærke side.

Hovedpersonen, Lewton, er tydeligt lavet udfra Humphry Bogart's Sam Spade og Phillip Marlowe. Han er en mand med en dyster fortid i politiet - eller i dette tilfælder the Watch - et alkoholproblem og kvindeproblemer. Hans humor er ofte ironisk og reflekterer den meget kyniske holdning som detektiver i noir film jo nu engang udviser.

Spillet starter med den obligatoriske Femme Fatale, der kommer ind på det snuskede kontor. Snart sker der et mord, og du er den hovedmistænkte. Der kommer flashbacks. Du møder en en kvinde der knuste dit hjerte for mange år siden. Og en dværg med en meget bekendt stemme bryder ind på dit kontor...Ok, jeg vil ikke afsløre hele spillet så jeg stopper her.

Alt grafik i spillet er 3D og det giver vitterligt en helt ny dimension i spillet. Det er Discworld som det aldrig er set før. Men selvom om der opstår en følelse af Ankh-Morpork som en rigtig by, virker den underligt ubeboet. Dette er fortrinsvis fordi der næsten ikke er nogen overflødige bi-personer i spillet, man kan og bør nok snakke med samtlige personer du møder i spillet. Det giver en stemning der er dyster og anspendt.

Brugen af skygger, lys og mørke er næsten lige så vigtigt som lydene. Regnens slag på jorden, når den strømmer ned fra himlen, og lyden af torden der brager langt væk, passer perfekt til det udmærkede lydspor. Man bliver lige fra starten mødt af klasisk jazz fra 40'enes afslappede klubber, og man ved at her er et stilfuldt lydspor der intet lader tilbage. Hvert eneste sted i spillet har sin egen stil, der går fra sprøde saxofontoner til lette barpianotoner, krydret med en trold der tror hun er Ella Fitzgerald.

Alt dette giver distrahering nok, mens man prøver at stykke det komplekse plot, der snor sig og skifter retning konstant, sammen. Spor bliver et metafor for søgen efter mening, hvor man som en slags junglør, forsøger at holde styr på alle ledetrådene. Man møder gangstere, underlige religiøsekulte og enda X-Files lignene sammensværgelser, alt sammen gør at der altid er noget der holder ens interesse og giver en lyst til at lige spille lidt længere.

Spillet er meget ledetrådsbaseret, istedet for den mere objekt-orientede spillestil, kendt fra de foregående to spil. Det betyder, at man istedet for at løbe rundt og prøver samtlige objekter på alting, hviler mere på dialogen. Hver gang noget eller nogen vigtigt bliver nævnt, dukker der en lille notesbog op og det bliver tilføjet det der allerede er skrevet i notesbogen. Man kan herefter spørge alle om de oplysninger der er tilføjet notesbogen. Notesbogen er indelt i Cases, Suspects og Murders, og når en sag er opklaret bliver den overstreget. Dette system er hjertet i spillet og virker meget godt.

Selvom man kan spørge alle man møder om alt, er det bedre at snakke med folk om ting de sansynligvis ved noget om. Dette giver en bedre fornemmelse af at man bruger sin logiske sans, frem for at det bliver til en gætte og vind leg. På nogle tidspunkter er der for meget dialog, og man bliver helt i tvivl om man sidder og ser en film istedet for at spille et spil, men generelt er det underholdende nok til at man gider se det hele igennem. Denne fornemmelse forsvinder dog efterhånden som man kommer længre ind i spillet, hvor de i starten meget simple puzzles, bliver sværere efterhånden som spillet udvikler sig.

Så afsluttende vil jeg sige, er du vild med noir film, vil hver eneste scene give dig klumper i halsen. Er du Discworld fan, finder du rigeligt med gamle kendinge fra bøgerne. Er du en god gammeldags Adventure fan, glæd dig over den lækkerbisken du har fået lagt på bordet. Hvis du er alle tre ovenstående på samme tid, ja, så er spillet simplethen skabt til dig.