Det lille danske firma Space Time Foam, har allerede med demo versionen af action spillet Chase Ace 2 skabt stor opmærksomhed og positiv respons fra det meste af verden. ”Vi har fået forhåndsbestillinger fra så fjerne steder som Indonesien og Canada” udtaler Tobias Thorsen, stifter og programmør hos Space Time Foam. ”På grund af vores meget stramme budget, havde vi besluttet os for kun at lave et begrænset oplag, men det viser sig måske snart at være for lidt..”

Kimen til spillet blev lagt en aften for ca. to år siden, hvor Tobias og et par venner, støvede rundt på Internettet for at finde et computerspil. Efter adskillige downloads og afprøvninger, endte det med at det simpleste spil blev spillet mest. ”Det der gik op for os, og som inspirerede mig, var at det næsten udelukkende var gameplayet og håndteringen der var det vigtige..” siger Tobias Thorsen. I dagene efter, lavede Tobias den første prototype til det, der senere skulle blive til ”Chase Ace”. Et halv år efter kom den første freeware version af Chase Ace, som i skrivende stund er blevet downloadet og spillet af omkring 40.000 mennesker verden over.

Udviklingen af Chase Ace 2, der fra i dag er til salg, kom i direkte forlængelse af den oprindelige og gratis Chase Ace. Alle de features der i dag er at finde i Chase Ace 2, er resultatet af utallige timers afprøvning. Stort set intet var planlagt på forhånd, men udviklede sig undervejs, under hyggeafteners intense spil i Tobias stue. ”Det vigtigste i processen har hele tiden været at spille spillet” siger Tobias Thorsen om den specielle måde spillet er blevet til på. ”Vi synes det var fedt at spille, og hele udviklingen er sprunget ud af netop det”.

Som man også kan læse, har udviklerne af Chase Ace 2 taget udgangspunkt i at lave et spil som er simpelt, og simpelt er også hvad spillet er, ikke noget med at sidde og læse tykke manualer eller glo på video sekvenser for at forstå handlingen i spillet, der er nemlig ingen!

Når man starter spillet kan man vælge imellem ”Arena Game” eller ”Course Game”, Arena Game er en masse enkelt stående baner man kan spille uafhængig af hinanden, imodsætning Course Game hvor banerne skal spilles i en bestemt rækkefølge.

Man kan vælge mellem fire rumskibe, med hver deres egenskaber. Rumskibene kan dreje rundt flyve frem og tilbage og kan skyde, banerne består af nogle platforme som svæver rundt i rummet, på hver af disse platforme findes en masse forskellige ting som skal skydes og mindre puzzels som skal udføres, så simpelt er spillet faktisk, dejlig simpelt.
Jeg syntes dog det var lidt svært at få sat knapperne op så man havde fuld kontrol over rumskibet, man med lidt tilvending lykkedes det dog næsten. Rumskibet har den meget irriterende tindens til at nægte at dreje når man flyver med turbo på, og desuden havde turboen det også meget med at sætte sig fast.
Chase Ace 2 kan spilles i både single-player og multi-player, med op til 8 spillere over netværk

Chase Ace 2 gameplay minder faktisk meget om spillet ”Fire Fight” som kom for ca. tre år siden. Men på den grafiske side kan Chase Ace 2 dog ikke følge med, alt grafik i spillet er 2D, og mindst lige så simpelt som gameplayet, grafikken er ikke grim men nok lidt kedelig, dog lige bortset fra eksplosionerne som er eminent godt animeret, de minder faktisk meget om de ekslotioner man ser i de japanske Manga tegnefilm.

Lyd siden

Lydene i spillet er ok, der er de lyde der skal være der, og flere af dem lyder også lidt små tamme. Men det er lige meget for de bliver næsten hele tiden overdøvet af lydene fra eksplosionerne som tilgengæld lyder rigtig godt.

Gennem hele spillet kan man hele tiden høre Chase Ace 2s lydspor, som består af ikke mindre end 25 numre, den ene halv del er techno musik lavet af Jesper Colding Jørgnsen og den anden halvdel er funk musik lavet af Jeppe Juul. Begge har de formåget at lave et rigtig godt soundtrack, musikken lyder virkelig professionel og er med til understøtte stemningen i spillet uden at overdøve den.

Chase Ace 2 virker mest af alt som et super godt gennemført freeware spil, men da Space Time Foam vælger at tage penge for spillet på linie med alle de store titler, kommer den op og konkurrere mod alle de store udenlandske titler og der tror jeg desværre ikke Chase Ace 2 vil kunne stå distancen.
Men hører du til dem er ligeglad med super 3D grafik og spil med en dybere mening end selve gameplayet, så er Chase Ace 2 bestemt et spil der er hver at tjekke ud!

Chase Ace 2 kan kun købes på ChaceAce.com
for 210kr. Hvor man også kan downloade nye rumskibe og extra baner.

Det øjeblik jeg indså at jeg var totalt opslugt af Homeworld, var en torsdag aften ved midnatstid hvor jeg overvejer at forsøge at overtale en af min kammerater til lige at spille bare et multi-player spil mere, inden han tager hjem for at sove og stå tidligt op for at gå på arbejde dagen efter. Det er dette Homeworld handler om, det er dette computerspil handler om. Øjeblikke. Disse øjeblikke, hvor man for bare et sekund, pludselig er fuldstændigt opslugt i spilleoplevelsen. Man glemmer alt omkring sig og forsvinger i øjeblikket, Homeworld er fuld af øjeblikke som disse.

Jeg har lige bygget mine første to Ion-Cannon frigates og har sendt dem ind i en ulige kamp med et dusin fjentlige fighters, der bliver støttet af en af fjendens Assault Cruisers. Jeg giver dem ordre til at angribe, mens min egne fighters tager sig af de små skibe, kan jeg næsten føle at våbensystemerne lader op og klargøres til affyring. Et skærende blå-hvidt lys skriger frem fra det mørke indre af en af mine frigatter, og skærer sig ind i Assault Cruiserens tunge skjold. Jeg føler næsten rystelserne der breder sig gennem det store skib. Jeg sidder der og griner som en sindsyg videnskabsmand, der lige har opfundet atombombens afløser. Jeg er fuldstændig opslugt af øjeblikket.

Der er mange tidspunkter som disse i spillet og jeg er sikker på at at jeg kunne fortælle i flere timer, om de vilde, sindsoprivende kampe jeg og mine soldater har været udsat for. Du vil selv få dine egne krigsfortællinger at bringe videre når du spiller, og spille det burde du, for hvis det ikke allerede er gået op for dig, Homeworld er et suverent spil.

Spillet er svært at kategorisere, for det er nemlig et spil hvor man kan føle at det ikke er designet med en genre i tankerne, det er ikke skabt på en eller anden trend-direktørs bord med penge som motivations faktor, nej, her er et spil der efterhånden som det vokser har opslugt de ting fra de mange genrer som det har brug for. Det er en frisk fornemmelse man får når man spiller, et spil der er lavet for spillets skyld.

Historien i Homeworld er meget ligefrem og giver faktisk spillet hele den opslugende atmosfære der er så kendetegnende for spillet. En ældrende race har opdaget et kort, der har lagt begravet i en ruin midt i en ørken. Kortet viser vejen til racens oprindelige hjemplanet. En ekspidition sammensættes, der bygges en helt ny type rumskib, som gennemgår en serie hyperspace tests. Mens skibet er væk fra planeten, invaderer en fjentlig hær og smadrer det hele. Man har ikke noget valg, og må straks stikke kurs mod den sagn omspundne "homeworld", for at genopbygge civilisationen, alt imens man jagtes af den mystiske fjentlige hær.

Det er lykkedes for Relic, gutterne bag spillet, at skabe ikke bare et spil med grafik der til tider giver en åndenød, men også et interface i spillet, der på en gang er næsten usynlig, men giver en mulighed for fuldstændigt frit at give alle de ordrer, og bruge alle de millitære taktikker, man kan komme i tanke om. Selv om interfacet en meget skjult, er det muligt indenfor ca. ti minutters spil at blive fuldt fortroligt med det. Det er en utrolig nyskabelse. Der er ingen menuer man skal rode igennem (ok, der er én menu, men alle ordrene har simple genvejstaster). Jobbet man har i spillet er lige så ligefrem som historien i spillet. Brug moderskibet til at producere enheder, mine asteroiderbælter og støvskyer, opbygge stadig en størrere flåde, imens man forsker i nye teknologier og udfører de mål der er i hver enkelt mission. Nåh ja, og kæmper mod fjenden. Kæmper MEGET mod fjenden. Det er her Homeworld skiller sig ud fra de andre strategi/kamp spil der er på markedet. I de fleste strategispil jeg har spillet er der, når man har fundet "formularen" i spillet, ikke meget andet at gøre end at gentage de samme handlinger igen og igen. Men Homeworld har på en eller anden måde frigjort sig, og genren, fra denne rutine. Balancen mellem enhederne, fra de små fighters til de kæmpe heavy cruisers, kombineret med den næsten uhyggelige taktiske AI fjenden er udstyret med, betyder at der næsten aldrig opstår en sammenlignelig situation, hvor man bare kan gøre det samme som sidst, og derigennem opnå en billig sejr. Man fanger sig selv i at sidde og udtænke millitære strategier mens man lige har et åndehul i angrebene der syntes at komme alle steder fra. Det føles næsten som havde man kommando over kampene i en af de mange Sci-Fi film og TV-serier der kører. Homeworld lader dig være hjernen bag et succesfuld slag i den galaktiske krig, og lader dig ikke bare "gå igennem" endnu et computerspil. Der er en utænkt glæde i det, når en plan endelig falder i hak, og man vender kampen til ens egen fordel.

Er der ingen fejl i spillet? Jo, der er nogle få steder. Det er ikke så meget fejl, som steder der kunne være mere gennemtænkte. Det der irriterede mig mest, var forskningsdelen af spillet. Selv om den gør et middelmådigt job i spillet, er der ikke noget innovativt i det. Der er ikke mere end en måde at nå frem til de nye enheder i spillet. Det er en skam at der ikke er blevet gjort mere ud af denne del, for resten af spillet viser så meget originalitet og nytænkning, at forskningsdelen nærmest virker som om den bare klasket på, fordi man forventer at finde en sådan i et spil som dette. Men dette er småting, Homeworld gør et rigtigt godt stykke arbejde, når det gælder om at gribe og holde ens opmærksomhed og får en til at føle sig hjemme i spillet. Hvad det gør, gør det næsten perfekt. Historien er så perfekt indarbejdet i spillet at man bliver ved med at komme tilbage til spillet. Igen er det friheden man får som spiller der gør at hver kamp føles ny, og fjendens AI overasker en til stadighed med nye finurligheder.

Homeworlds største egenskab er, som sagt først i artiklen, dens evne til at fuldstændig at opsluge en i øjeblikke, hvor man næsten ikke eksisterer andre steder end i det computer generede univers, hvor man prøver desperat at nå til forfædrenes hjemplanet. Er det ikke spil som disse man længtes efter? Det er ikke siden Half-Life, at jeg har været så opslugt af et spil, man bliver bare ved og ved med at spille.

Er du til 70'er musik, Pulp Fiction og Starsky & Hutch, ja så er Driver et spil for dig.......

I Driver, er man Tanner, er ex-racerkører som er blevet strisser på sine gamle dage. Pga. sine færdigheder som chauffør bliver han valgt til en undercover operation, hvor han skal eftersøge familien Castaldi(en billig mafia efterligning).

Driver er et unikt spil, men det er "basically" GTA i 3D, dog uden noget løberi, ingen kanoner og du kan ikke selv vælge bil. Selv uden disse ting er driver et godt spil.

Den første mission er et interview/test, hvor man skal udføre en række vilde manøvrer under 60 sekunder, det er ret svært og man får ingen instruktion i hvorledes manøvrene skal udføres, det eneste man ser er en ghost car som man så skal følge efter....... Det tager lidt tid men efter det bliver det rigtigt skægt, den første mission man kommer ud på er "THE BANK JOB" hvor man inden for kort tid skal køre fra sit hjem til en bank, kommer man for sent ja, så er man færdig, men det er også galt hvis man kommer for tidligt. Når man så er ved banken på det rette tidspunkt bliver det rigtig sjovt, bankrøverne skal sættes af i den anden ende af byen, det lyder jo meget nemt, ment politiet gør alt for at stoppe dig. Her er dog en af spillets fejl, hvis man ikke laver noget ulovligt jagter politiet ikke en, herunder skal det siges at så længe man ikke kører for stærkt eller over for rødt kan man faktisk lave hvad det passer en foran politibilerne, de er ligeglade om du kører den forkerte vej ned af en ensrettet gade f.eks, hvis du bare så meget som kører 1 mph over hastighedsgrænsen begynder politiet at køre ind i dig for at stoppe dig. her ville det jo nok være bedre med en fartbøde så man mistede tid istedet. Den anden mission, "HIDE THE EVIDENCE", starter man med en rød "flyder" som skal skrottes, problemet er bare at bilen er efterlyst, så man får travlt med at komme til skrotstedet, men man skal do have sat alle politifolk af inden man kan aflevere bilen. Mission 3 "CASE FOR A KEY" starter med at man skal nå til et møde i den anden ende af byen, hvor man så for et job hvor man skal aflevere en kuffert i den modsatte ende af byen, dette "drop" går dog galt og man skal til at jagte svindlerne (som stikker af i en båd)..... Der er meget stor variation i missionerne, men i sidste ende går hele spillet ud på at køre råddent..... Missionerne tager sted i en af 4 byer som man skal race rundt i (Miami, San Fransisco, Los ngeles og New York), byerne er meget varierede i udseende og følelse, f.eks. er der mange bakker i Frisco.
Spillet har også en glimrende kamera funktion, her kan man efter en mission editere sin jagt, sætte kamera vinkler o.s.v. så man kan lave nogle virkelig flotte biljagter.

Spillet har også en glimrende kamera funktion, her kan man efter en mission editere sin jagt, sætte kamera vinkler o.s.v. så man kan lave nogle virkelig flotte biljagter.

Hvordan ser det så ud? Driver er (i modsætning til PSX udgaven) et ret flot spil, Jeg testede spillet på en PII-400, TNT2 Ultra med en opløsning i 1024X768X32 med alle detaljer sat til max, og det kørte perfekt. Alt det sagt så er Driver ikke så grafisk flot som f.eks "QuakeIII".

Hvordan er lyden? Jo æhh, musikken er fed nok, men der er for lidt motorlyd og man kan ikke høre hjulene hvine og sammenstød lyder som 2 dåser cola der snitter hindanden, og musikken er alt for høj i forhold til effekterne, også selvom man skruer helt ned for den.

Hvordan er "gameplayet" så? Perfekt.... næsten. Bilerne styrer ligesom "rigtige" amerikanske filmbiler og overstyrer helt vildt så man kan lave "hollywood" sving, og det er let at lave de vilde stunts såsom 180, 360 o.s.v.

Fedt nok, men hvad med multiplayer delen? Hvad med den, der er ingen, og det er ret synd, for det ville være sjovt at jagte sine venner.

Re-Volt er et nyt bil spil fra Acclaim hvor man i stedet for de sædvanlige store, hutige og dyre biler man er van til fra andre bil spil, får lov til at slå sig løs med små fjernstyrede biler. Nu skal det lige siges at det ikke drejer sig om de små fjernstyrede biler vi legede med den gang vi var små, de her er lige en klasse større. Der er i alt 28 forskellige biler i 5 forskellige kategorier at vælge imellem, kategorierne varierer lige fra almindelige batteri drevne biler til de større benzin drevne.
I stedet for at man fræser rundt på åbne landeveje eller på store racerbaner, kommer man i stedet for i Re-Volt til at køre rundt i bla. en legetøj butik, et museum, en botanisk have, et villa kvarter etc. Der er i alt 14 forskellige baner fordelt på 7 lokationer. Skulle de 14 baner ikke være nok, følger der også en Track Editor med til spillet.

Selve historien bag spillet er noget pjat med at et firma ved navn Toy-Volt som har lavet en masse legetøj, som på grund af et eller andet speciel som ingen rigtigt kunne sætte fingeren på er blevet en kæmpe stor succes. Da Toy-Volt så lavede en række fjernstyrede biler brugte de åbenbart lidt for meget af det der specielle noget, og bilerne fik deres eget liv og hoppede ned fra hylderne i butikkerne og begyndte at fræse rundt.
Hvis Acclaim alligevel ikke kunne finde på en bedre historie, hvorfor så ikke bare skippe den, et spil af denne genre kræver alligevel ikke nogen forhistorie. Historien finder man dog også kun i manualen, selve spillet fortæller ikke noget om den, der er ikke engang intro til spillet, og det synes jeg for den til at virke lidt billig.

Det lyder måske kedelig at fise rundt med nogle små biler som ikke kan køre mere end 60Kmt, men bilerne er så små og banerne er godt tilpasset deres størrelser, så det virker bestemt ikke langsomt.
Selv om der er gjort en del ud af at få de små biler til at opføre sig som de ville gøre i virkeligheden, er der ikke tale om nogen simulator her, Re-Volt er et helt igennem arcade spil. Dette ses også tydeligt ved at der i hver bane er fyldt med pick-ups som man skal køre ind i for at samle op, af de mest interessante pick-ups kan nævnes:
Shockwave, en blå kugle af elektricitet bliver skudt fremad og vælter alle biler på sin vej.
Firework, en enkelt målsøgende raket, som eksploderer når den rammer en bil.
Electroc Pulse, et elektrisk felt summer rundt din bil og zapper en hver anden bil der kommer i nærheden og sætter den midlertidig ud af drift.
Turbo Battery, får din bil til at køre 10% hurtigere.
I alt er der 10 forskellige og ganske underholdende pick-ups, det får ikke spillet til virke videre realistisk men det gør det unægtelig noget morsommere.

Ikke for børn
Selv om Re-Volt med alle de små fjernstyrede biler minder lidt om et børnespil, så er det bestemt ikke tilfældet. De satans små biler er umulige at kontrollere, drejer man lidt for skarpt, snitter man vejkanten eller hopper man lidt skævt over et flyvehop mister man kontrollen over bilen og den skrider rundt, computer kørerne kører så godt, at hvis du ligger på første pladsen og skrider rundt kan du godt regne med at ryge ned på en femte sjette plads før du er oppe og køre igen.
Det tog i hvert fald mig et par forsøg før jeg havde gennemført 'Bronze Cup'(det letteste), men når man lærer at kontrollere bilen og kommer op at kæmpe mod computer kørene begynder spillet også at bliver sjovt.

Spillet bliver naturligvis endnu sjovere når man spiller det i multi-player, det er nok mulig det er sjovt at smide en klat olie på banen så computeren glider i det, men det er helt klart langt sjovere når man hører sidemanden side og bande fordi han lige er kørt i olieklatten!
I multi-player mode er kan man enten køre single race, hvor man ligesom i single-player mode kører ræs på en bane hvor det gælder om at komme først. Eller man kan køre Battle Tag, hvor man bliver smidt ind på en bane specielt lavet til multi-player, her gælder det så ikke om at komme først nogen steder hen, men istedet leger men en form for tagfat som minder meget om Fox and Hounds fra Carmageddon. I både Single Race og Battle Tag kan man spille helt op til 16 spillere over LAN eller internet.
Det er dog efter min mening en lidt for skrabet multi-player del Re-Volt har at byde på, men det der er der er så tilgengæld ganske underholdende.

Grafikken i Re-Volt er ganske pæn, mange steder endda rigtig flot. Der er gjort heftig brug af skygge og refleksions effekter, for slet ikke at tale om den virkelig flotte brug af lyskilder.
Men påtrods af alle de flotte ting, har grafikken det tit med at virke kedelig eller direkte klodset. I nogle af banerne er der sparet meget på de objekter som står rundt omkring banen, og dem der er der består kun af enkelte eller to farvede overflader, det kommer hurtig til at virke tomt og kedeligt.
Lyden i Re-Volt er der heller ikke noget videre genialt ved, men de lyde skal være der er der da, og motor lyden til bilerne lyder såmen også ganske fedt.
Noget helt andet er lydsporet til spillet, her har Acclaim fundet noget rigtig fedt og hårdtpumpet techno som virkelig passer til spillet.

Konklusion
Jeg må nok konkludere at Re-Volt er et fedt spil, især i multi-player. Dels fordi det er så alternativt i forhold til de mange andre bil spil, og dels fordi det er et godt action fyldt spil som man ikke kan lade være med at blive grebet af når det først kører.
Re-Volt virker dog lidt for skrabet på mange områder til at jeg vil give den nogle top karaktere.

F.A.P.L.S. er det seneste fodbold spil fra EA-sports, og hvad er mere passende end at varme op med dette spil, mens man venter på at Fifa 2000 udkommer. Nu skal det siges at jeg er en stor fan af netop Fifa serien, og at jeg derfor blev glædelig overrasket da jeg så at F.A.P.L.S. var et EA-sports spil. Desuden stod der bag på pakken at de havde bragt et nyt "stjerne system" ind i spillet. Dette system går ud på at man får X antal stjerner efter hver kamp, alt efter om man vinder, hvor mange mål man scorer, og lign.

Efter at have installeret, og startet spillet op, sad jeg spændt og ventede på den normalt så action prægede start som efterhånden er kendetegnende for spil fra EA-sport. Men ok, der var da en lille intro, meeeen der var nu godt nok ikke noget imponerende over den. Det er jo selvfølgelig heller ikke sådanne ting man skal bedømme et helt spil på, men det er nu alligevel med til at overbevise en om at det er gennemført godt.

Selve spillet går ud på at man skal gennemføre en sæson i Premier League. Efter at have valgt hold var jeg klar til at dominere spillet, tænkte jeg. FORKERT, ingen af tasterne som man kender fra fifa kunne bruges, og de nye taster var placeret så smart at jeg på mit ergonomiske tastatur ikke kunne bruge dem. Da man ikke kan redefinere sine taster, så var jeg nødsaget til at skifte tastatur. Efter et hurtigt skift, så var jeg klar til at dominere ligaen, eller var jeg, for der er også en række andre nye features med, som gjorde det meget sværere. En af disse er at man nu kan holde skud knappen inde, og på den måde selv bestemme hvor hårdt man vil skyde. Desuden skyder spilleren ikke automatisk mod mål, eller hvis det er en forsvars spiller, så skyder han ikke automatisk op i den anden ende, ligesom i Fifa99, medmindre han har hovedet den vej. Desuden er forsvars spillerne delvist styret af computeren, sikkert en fordel for nogen, men for mig var det bare endnu en ting som jeg ikke kunne lide ved spillet. Der er dog også gode nye ting med, såsom at man ikke bare automatisk altid rammer en første gangs aflevering, hvilket jo er en god ny ting, da det på den måde bliver mere imponerende når det så lykkes.

Efter at spillet en del kampe og have brugt en masse stjerner på at gøre sine spiller bedre, blev spillet faktisk fortrinsvis nemt. Dog er stjerne princippet lidt underligt da man normalt kommer op på at tjene ca 150-200 stjerner pr kamp, og man kan købe, hvis man er heldig og han er til salg, Rivaldo eller tilsvarende stjerne spillere til 350 stjerner. På den måde kan det faktisk bedre betale sig at købe spillere, istedet for at gøre de spillere man har i forvejen, bedre.

Efter at have spillet halvdelen af sæsonen, var soundtracket begyndt at irritere mig, der er grænser for hvor mange gange man kan holde til at høre ATBs 9PM till I come. Godt nok er der 3sange fra andre grupper, men ikke nogen interessante numre. Samtidigt med at jeg slog cd musikken fra, slog jeg også kommentatorene fra, godt nok har EA-sport forsøgt at komme mere stemning i spillet ved at der kommer små anekdoter inden kampen. Eks. at klubben man besøger har vundet så mange titler eller har et så mange års gammelt stadion eller lign. Det er egentlig ganske udmærket lavet, og det er de normale engelske kommentatorer som ligger stemmer til. Her tænkes på Martin Tyler, Richard Keys og Andy Gray.

Så er der selvfølgelig de langsomme gengivelser af mål, og det er nok de fedeste replays som kommer ud af det... Hvis det ikke bliver taget med i Fifa2000 så bliver jeg skuffet. Man ser det automatisk fra flere forskellige syns vinkler, akkurat ligesom hvis man ser fodbold i fjernsynet. Hvis man manuelt går ind og vælger replay, så får man også et virkeligt godt og gennemført replay værktøj, det er virkelig nok det bedste som de nogensinde har leveret.

Efter at være det første spil i en ny serie, hvor man kan forbedre spillere, så må de siges at være sluppet godt fra det. Det er da også helt sikkert at jeg gerne vil anmelde F.A.P.L.S. 2 når den kommer, for så har EA sikkert fået rettet mange af de trælse ting som er i denne udgave.

Konklusionen må være at hvis man ikke har prøvet Fifa serien, så vil dette være et godt sted at starte. For dem som allerede har prøvet Fifa 99 og står for at skulle købe et nyt fodbold spil, og kun har råd til 1.... Køb Fifa 2000.

Det tredie spil i Discworld serien, lugter af gammel whiskey og har ikke barberet sig i flere dage.

Discworld Noir er ikke just lige så glad og munter som de andre i serien. De ligger nu tilbage som livlige og farverige barndomsminder. Titlen hinter at vi er ovre i film noir'ens dystre og altid regnfyldte verden. Spillet foregår dog i den altid genkendelige Discworld, alt hvad man foretager sig i spillet sker på stormfyldte nætter, med en konstant mur af regn, der dækker alle udendørs omgivelser. Dette vil muligvis frastøde mange Discworld fans. Dog er dette og spillets glimrende og helt igennem stilrene detektiv-perspektiv, efter min mening helt klart spillet's stærke side.

Hovedpersonen, Lewton, er tydeligt lavet udfra Humphry Bogart's Sam Spade og Phillip Marlowe. Han er en mand med en dyster fortid i politiet - eller i dette tilfælder the Watch - et alkoholproblem og kvindeproblemer. Hans humor er ofte ironisk og reflekterer den meget kyniske holdning som detektiver i noir film jo nu engang udviser.

Spillet starter med den obligatoriske Femme Fatale, der kommer ind på det snuskede kontor. Snart sker der et mord, og du er den hovedmistænkte. Der kommer flashbacks. Du møder en en kvinde der knuste dit hjerte for mange år siden. Og en dværg med en meget bekendt stemme bryder ind på dit kontor...Ok, jeg vil ikke afsløre hele spillet så jeg stopper her.

Alt grafik i spillet er 3D og det giver vitterligt en helt ny dimension i spillet. Det er Discworld som det aldrig er set før. Men selvom om der opstår en følelse af Ankh-Morpork som en rigtig by, virker den underligt ubeboet. Dette er fortrinsvis fordi der næsten ikke er nogen overflødige bi-personer i spillet, man kan og bør nok snakke med samtlige personer du møder i spillet. Det giver en stemning der er dyster og anspendt.

Brugen af skygger, lys og mørke er næsten lige så vigtigt som lydene. Regnens slag på jorden, når den strømmer ned fra himlen, og lyden af torden der brager langt væk, passer perfekt til det udmærkede lydspor. Man bliver lige fra starten mødt af klasisk jazz fra 40'enes afslappede klubber, og man ved at her er et stilfuldt lydspor der intet lader tilbage. Hvert eneste sted i spillet har sin egen stil, der går fra sprøde saxofontoner til lette barpianotoner, krydret med en trold der tror hun er Ella Fitzgerald.

Alt dette giver distrahering nok, mens man prøver at stykke det komplekse plot, der snor sig og skifter retning konstant, sammen. Spor bliver et metafor for søgen efter mening, hvor man som en slags junglør, forsøger at holde styr på alle ledetrådene. Man møder gangstere, underlige religiøsekulte og enda X-Files lignene sammensværgelser, alt sammen gør at der altid er noget der holder ens interesse og giver en lyst til at lige spille lidt længere.

Spillet er meget ledetrådsbaseret, istedet for den mere objekt-orientede spillestil, kendt fra de foregående to spil. Det betyder, at man istedet for at løbe rundt og prøver samtlige objekter på alting, hviler mere på dialogen. Hver gang noget eller nogen vigtigt bliver nævnt, dukker der en lille notesbog op og det bliver tilføjet det der allerede er skrevet i notesbogen. Man kan herefter spørge alle om de oplysninger der er tilføjet notesbogen. Notesbogen er indelt i Cases, Suspects og Murders, og når en sag er opklaret bliver den overstreget. Dette system er hjertet i spillet og virker meget godt.

Selvom man kan spørge alle man møder om alt, er det bedre at snakke med folk om ting de sansynligvis ved noget om. Dette giver en bedre fornemmelse af at man bruger sin logiske sans, frem for at det bliver til en gætte og vind leg. På nogle tidspunkter er der for meget dialog, og man bliver helt i tvivl om man sidder og ser en film istedet for at spille et spil, men generelt er det underholdende nok til at man gider se det hele igennem. Denne fornemmelse forsvinder dog efterhånden som man kommer længre ind i spillet, hvor de i starten meget simple puzzles, bliver sværere efterhånden som spillet udvikler sig.

Så afsluttende vil jeg sige, er du vild med noir film, vil hver eneste scene give dig klumper i halsen. Er du Discworld fan, finder du rigeligt med gamle kendinge fra bøgerne. Er du en god gammeldags Adventure fan, glæd dig over den lækkerbisken du har fået lagt på bordet. Hvis du er alle tre ovenstående på samme tid, ja, så er spillet simplethen skabt til dig.

Året er 1941, starten af 2.verdenskrig. Et fly med allierede soldater er blevet skudt ned dybt inde i fjendtlig område i det besatte Europa, og de overlevende er blevet taget til fange.Det er nu din opgave at snige dig ind i og befri fangerne. Du får kontrollen over en gruppe på 4 mand fra SAS(Special Air Services), som bliver dumpet med faldskærm i det område hvor soldaterne skulle holdes fanget.

Sådan starter Hidden & Dangerous, men før man får lov til at gå i gang med første mission skal man selv sammen sætte det hold man vil have med ud i marken, og hvilke våben, ammunition og andet udstyr de skal have med sig. Dette kan man dog også bare lade computeren bestemme, hvis man ikke gider at sidde og fumle med det.

Når dette er klaret får man sin mission briefing, og det foregår ved at en stemme fortæller hvad du skal gøre imens at kameraet flyver rundt i det 3D landskab missionen foregår i. Brefingen er utrolig godt sat sammen, og man er aldrig i tvivl om hvad og hvor de forskellige ting skal gøres, fx hvis man skal springe en togvogn i luften, zoomer kameraet ind på vognen på kortet samtidig med at den lyser rød.

Når man så starter missionen får man som sagt kontrollen over 4 SAS soldater, man kan skifte mellem soldaterne som man har lyst til. Man kan vælge imellem første persons synsvinkel eller tredje persons, første persons synsvinklet bruges mest når man skal skyde andre soldater, da man her kan vælge at se direkte igennem sigte kornet på det våben løber rundt med. Tredje persons synsvinklet bruges når man løber rundt i landskabet og skal holde øje med hvor din soldat træder.

Det første intryk man får når man ser spillet er at det bare ligner en simpel Quake klon, som foregår under anden verdens krig. Men der tager man fejl, Hidden & Dangerous er ikke et spil hvor man bare farer frem uden at tænke sig om og skyder på alt hvad der bevæger sig, i H&D er det det rene selvmord da man i løbet af sekunder vil blive skudt ned soldater som ligger på lur eller af vagt patruljer, spillet minder på mange måder om en 3D version af ’Behind Enemy Lines’.

Banerne foregår dybt inde i fjendens territorium og i stærkt bevogtede områder, så det siger sig at man ikke bare ene mand kan storme ind og rede det hele. Man bliver nød til at planlægge hvad de forskellige soldater skal gøre eller hvor de skal ligge på lur på de forskellige tidspunkter, dette gøres inde fra et kort som man kan skifte til på et hvilket som helst tidspunkt under missionen. På kortet kan man se sine egne soldater og de fjendtlige soldater man har opdaget, her vælger man så hvor soldater skal flytte sig hen, hvor de skal ligge på lur, hvor de skal skyde hen etc. Normalt vælger man kun hvad de tre af soldaterne skal gøre(som regel tre mest simple) og så tager man selv kontrollen over den fjerde.

Hvis en soldat man ikke styrer og som heller ikke har fået nogle instrukser bliver angrebet, står han ikke bare og ser dum ud indtil han bliver skudt ned, han besvarer ilden og/eller løber i dækning, det kan godt være lidt irriterende engang imellem når man skifter tilbage til en soldat man ved står lige der og kan lige præcis det område, men er så løbet et andet sted hen fordi han blev angrebet, men ok det er selvfølgelig bedre end hvis han bare var blevet skudt ned.

De fjendtlige soldater er lige knap så intelligente, så snart de opdager dig begynder de at skyde efter dig og løber du væk kan de ligefrem finde på at jagte dig, men de Skal se dig før de gør noget som helst, det er ikke nok at de hører et skud og ham de holder vagt sammen pludselig falder død om(”Nåh, han fik nok et hjerteanfald, men jeg bliver på min post!”).

3D enginen er hverken banebrydende eller videre hurtig, jeg blev nød til at tage en fuld installation af spillet for at få den til at lade være med at hakke hver gang jeg mødte noget nyt. Grafikken er af en rimelig standart af hvad man nu kan forvente af 3D spil nu til dags, der er dog nogle grimme ting i den og så er den mange irriterende fejl i den, fx har jeg været ude for flere gange da jeg skulle hoppe ud på den ’lille’ bro i første bane, at manden falder halv vejs igennem broen, men kan stadig løbe på trods af at han har en massiv jern bro lige igennem livet. Eller et andet sted hvor jeg lå mig tæt op af et murstens hegn, da jeg rejste mig op igen stod jeg pludselig på den anden side af hegnet og kunne ikke komme tilbage igen!

Animationerne af figurerne i spillet er heller ikke vildt imponerende, man kan fx være ude for at en som der ser ud til at stå og sigte lige forbi dig, i virkeligheden har sigtkorn rettet lige imellem øjnene på dig. På trods af disse ting vil jeg dog ikke sige at enginen er direkte dårlig, man er efterhånden så van til at spil er fyldt med små fejl og selv om grafikken ikke er banebrydende gør den det den skal og er ok til et spil som dette. Lyden er tilgengæld noget helt andet, der er virkelig gjort noget ud af at skabe atmosfære ved hjælp af lyden som er meget realistisk, fx kan man hele tiden høre hvordan regnen pisker ned(altså hvis det regner) når man nærmer sig et skur kan man begynde at høre hvordan regnen trommer på blik taget, riffel skudene og især ekslotionerne er rigtig gode. Alt dette er med til at opbygge en fed fornemmelse af at man virkelig er med i mission under anden verdens krig. Denne stemning synes bare bliver ødelagt en del når man ser briefingen eller når man skifter til kortet, her ser man kun lige det område man bevæge sig inden for og udenfor dette er der ingenting, det for det til at virke mere som om man er på en bane der kun lige er sat med denne mission som eneste formål og ikke som om det er et lille område af Europa.

Når man spiller H&D i multiplayer bliver den først rigtig sjov, man behøver ikke længere stoppe spillet for at gå ind på kortet og planlægge hvordan hver soldat skal opføre sig, i stedet sidder man i realtime og kommunikere med de andre i spillere. Det er dog ikke et spil der egner sig til større parties, det kræver at man sidder i nærheden af hinanden så man kan høre alt hvad de andre siger og sammen kan ligge en strategi. Men kan man samle fire computere og tre andre der gider at spille H&D har man til flere timer god underholdning.

Multiplayer delen er dog lidt mangelfuld, der er ingen specielle multiplayer baner kun dem der er til single player og så skal de spilles i kronologisk rækkefølge. Desuden er der kun mulighed for at spille cooperative ikke noget med hold deathmatch som fx i Rainbox Six eller Halflife – Counterstrike.

Dem af os der var vilde med Dungeon Keeper har med længsel ventet på fortsættelsen til dette lidt omvendte RPG spil. Med spillet, der fylder to cd'er, følger manualer på tre forskellige sprog og fem reference-kort. Manualen minder en del om Diablo-manualen i opbygningen, den indeholder mange spændende illustrationer og bagrundshistorier.
Som i den foregående, styrer du alle de slemme og farlige typer. Du skal denne gang kæmpe dig op til jordens overflade, idet du samler 20 diamantsten igennem alle banerne. Grafikken er meget mere detaljeret end eterens, og man kan da også zoome tættere på end før. Jeg ved ikke om det bare var min maskine (K6-2 300/64Mb RAM/ASUS-TNT2), men efter min mening hakker det lidt mere end jeg havde forestillet mig. Man har fjernet mange af de taster, der hurtigt skulle få ens fokus hen på bestemte områder af ens dungeon, hvilket jeg mangler meget. Til forskel fra eteren skal man kun dræbe bossen i hver runde for at komme igennem. Når han er dræbt fremkommer Horny i tegneserieagtig stil og henter heltens portalsten, uanset om der er flere good-guys eller ej. Styringen af en bestemt karakter (posession) er blevet meget federe. Man er nået noget nærmere en fps-lignende tilstand og efter hvem man er fremkommer forskellige synsvinkler og -fortolkninger.

Velkommen, Hersker.
Vor tid er kommet! Underverdenens mørke kræfter leder efter en frontfigur, en stor leder, hvis banner de kan samles under. Som kan danne en styrke, der én gang for alle kan sætte en sopper for kong Reginald den retfærdiges kvalmende retskafne og gode regime i Heltenes solbeskinnede kongerige. Søger du storheden?
Du vil få brug for al din snilde og visdom for at besejre den magi, der har holdt dig fangen som en hund i den fugtige, mørke underverden. Nu er tiden inde til at begynde dit korstog og besejre alle, som vover at stå i vejen for dig! Dersom du ønsker at vinde, må du opbygge et mægtigt rige i undergrunden, samle dig en frygtindgydende hør af håndlangere og bemægtige dig hver og en af de portalstene, som Reginalds vise troldmænd har gemt som beskyttelse mod tidligere herskeres angreb.
Sidst, men ikke mindst, skulle du vise dig opgaven voksen, må du drage i kamp mod kong Reginald selv, samt hans hær af modige og loyale tjenere, i et blodigt slag for Underverdenen. Da - og først da - kan du tage den sidste sten og føre din hær ud i lyset for at knuse de kvalmende glade indbyggere i det solbeskinnede kongerige som de kryb, de er.
Men vær forsigtig, thi mange herskere har tidligere forsøgt dette uden held! Harmonias heroiske styrker har ikke i umindelige tider holdt mørkets hærskarer stangen med kong Reginald, må du vinde viden og øvelse i, hvordan du opbygger og vedligeholder en dungeon. Derefter vil du muligvis være en magt, man må regne med, og da kan du tvinge Reginald og hans leende bøller i knæ.
citat slut.

Der er de sejeste animationer jeg længe har set i spil. Efter hver bane, vises en lille renderet animation med karakterer fra spillet i mere eller mindre heldige situationer. Folkene bag spillet har en dejlig humor der for animationernes skyld gør det endnu mere spændende at komme igennem banerne.

Thrust, Twist n Turn foregår i en futuristisk verden, hvor man racer med nogle meget hurtige biler på nogle baner som er hævet et godt stykke op i luften. Der er ikke den store for historie til TTT, men det er da også bedre end at lave en eller anden latterlig forhistorie som man før har set til her slags spil! Introen til spillet er heller ikke noget at hurra for.

TTT er et 3D-bilspil i arcade genren, og ligger sig tæt op af WipeOut og især Dethkarz. Man kører 4 personer på en bane, alle mod alle og det gælder selvfølgelig om at komme først. Banerne har ligesom i Dethkarz ingen ”kanter”, så følger man ikke banen skvatter man af. Hvor banerne i de gamle spil i denne genre har været rimlig flade, udnytter TTT 3D potentialet meget bedre med sving hvor vejen hælder 90 grader, vilde loops og sving på bakker hvor man højst kan se 10m frem.

Bilerne i TTT har alle indbygget turbo som får bilen til at fare afsted i rasende fart når den fyres af. Lige netop farten er TTT store force, det er simpelthen umuligt at lade være med at sidde og læne sig frem og tilbage når man banker igennem loppene med 300Kmt (ligesom i den gode gamle Powerdrift til C64). Det sker dog alt for ofte at man skvatter ud over kanten på banen og det er møg irriterende, men når man endelig kan holde sig på banen i top hastighed pumper adranelinen igennem.
Men efter at have spillet et par baner igennem bliver man nu træt af den, så skal det være så vil jeg hellere spille Rollcage eller DethKarz.

Banerne og menuerne i spillet er pænt holdt i samme futuristiske look. Grafikken i selve spillet er nu ikke lige just det pæneste vi har set, mange detaljer og baggrunds figurer har nogle fine effekter, men andre steder ser banerne kedelige og direkte grimme ud! Grafikken har det tilmed med at se ud som det hakker enkelte steder.

TTT er fed nok et lille stykke tid, men så er det også det, der mangler simpelt hen for meget; bilerne har ingen skade, der er ingen mulighed våben eller opgraderinger til bilerne, IA’en er elendig og grafikken er for kedelig.
Er man til 3D-bilspil med fuld fart er TTT værd at tjekke ud, men der er andre og bedre alternativer (se fx Snowball’s anmeldelse af Pod Racer).