Caldera's OpenLinux har altid været berømt/berygtet for at være en Linux-distribution, der mest henvender sig til de lidt mere "seriøse" brugere, altså dem, der rent faktisk gerne vil være produktive. Med version 2.3 skulle installationen foregå på en let og elegant måde.

Installationen ser anderledes ud fra starten. Et fint skærmbillede viser opstartsprocessen, hvor installationsprogrammet hurtigt finder drivere til SCSI, netkort, PCMCIA osv. Herefter kommer opsætning af X (den grafiske del af unix), hvor installationsprogrammet også automatisk finder ud af hvilket skærmkort man har i sin maskine (hvis det da ikke er et alt for nyt 3D-meget-kort), og så skal man bare identificere sin skærm. Det kan den ikke selv finde ud af, men man kan vælge mellem over 1700 modeller, så mon der ikke er en der passer? Til sidst skal man lige vælge hvilken opløsning man gerne vil køre i.
Efter man har valgt opløsning skal man vælge hvilken type installation man gerne vil have. Her er der en del flere at vælge mellem end normalt, da der her er en minimum, standard, business, home, development, server og webserver mulighed. En ting, der dog ikke er er muligheden for selv at vælge hvad man vil have installeret.
Derefter skal harddisken konfigureres. Her har man valget mellem at lade installationsprogrammet overtage hele disken, at bruge partitionerne som de var eller selv at sætte partitionerne op.
Umiddelbart herefter går kopieringen af filer i gang, selv om der stadig er masser, der skal sættes op, en rar lille feature.
Tilbage er at sætte brugere og passwords op, konfigurere netværket, vælge tidszone og installere en boot manager. Alt sammen med fyldig vejledning og omfattende hjælpesider.
Når der ikke er mere at sætte op kommer man til slutskærmen, hvor man kan spille tetris ind til installationen er færdig, hvis man ikke har andet at lave imens. Endnu en smart ting.
Når kopieringen af filer er fuldendt, startes OpenLinux op. Det sker uden at genstarte computeren, hvilket er første gang jeg har set det.
Som standard bruges KDE til den grafiske del. KDE ligner Windows en del, og hvis man er nybegynder inden for Linux finder man let rundt. Een ting mangler der dog ved mindst Home-installationen: Midnight Commander (Norton Commander til unix). Ellers er systemet klar til at blive brugt. Først gang man logger ind kommer der en hurtig introduktion til systemet, og så kan man ellers gå i gang.

Der medfølger en del administrationsværktøjer, der gør at man ikke behøver at skulle rette i alle mulige underlige tekstfiler m.m. for at få tingene til at virke. Alle sammen indgår i COAS, Caldera Open Administration System, som gør det let at ændre i den basale opsætning af computeren.
Derudover er der en automounter installeret som standard, hvilket gør at man ikke selv skal til- og frakoble diske hver gang man fx vil tilgå Windows-drev.
Nye programmer installeres ved hjælp af RPM, der også er standarden i mange andre distributioner, heriblandt RedHat, og det fungerer ret godt. Der kan opstå problemer hvis man selv vil installere nyere versioner "manuelt" ved selv at kompilere. Så kan det nemlig være at nogle RPM-pakker ikke kan finde ud af at den nye version er installeret. Derfor er det bedst at holde sig til RPM pakker så vidt det ellers er muligt.

Tilbage er et rimelig godt indtryk af OpenLinux. Personligt synes jeg ikke særlig godt om KDE (eller GNOME for den sags skyld), men for nybegyndere og andre folk der ikke gider at rode alt for meget med grundopsætningen er det et godt valg. Administrationsværktøjerne er gode, og de dækker næsten alle områder.

Alt i alt en distribution, der er ideel til nybegyndere og folk, der gerne vil hurtigt i gang uden at få "beskidte fingre".