I år 2027 er grænsen mellem menneske og maskine blevet så udvisket at menneskehjernen kan netværke direkte med computere. Dette har ført til et special korps af cyborg'er inden for politivirksomhed og efterretningstjenesterne, der skal bekæmpe cyber-terrorister og kriminelle. Major Motoko Kusanagi (et dæknavn) er agent i sådan et korps: Sektion 9 af det japanske Public Security agentur. Under direkte kommando af kommandør Aramaki aka "Gamle Abefjæs", løser Kusanagi og hendes personlige hold af agenter Batou, Saito, Ishikawa og Togusa, den slags problemer som politikerne ikke officielt kan beordre løst. (Rygter vil vide at Sektion 9 indeholder regeringens snigmords afdeling.)
Handlingen tager fart da man opdager at nogen forsøger at hacke sig ind i cyberhjernen hos en tolk ved udenrigsministeriet, og derved hjernevaske hende til at snigmyrde alle ved et vigtigt møde. Sektion 9 mistænker den berømte hacker "the Puppetmaster" for angrebet, for denne er berygtet for netop at fjernstyre folk til at begå forbrydelser på hans vejne. Major Kusanagi og hendes folk kaster sig ud i jagten på "the Puppetmaster", men hvordan fanger man nogen som ingen har set, der ikke kan spores og som man ikke engang véd virkelig findes? Sandheden viser sig at grænse til det utrolige.

Ghost in the Shell er cyberpunk af den mørkeste - men samtidig mest filosofiske og tænkende - skuffe. I Gibson'sk stil stiller den spørgsmål som hvor mennesket slutter og maskinen begynder. At Mamoru Oshii har stået for instruktionen skulle efter sigende være meget tydeligt; Oshii's tidligere film er nemlig mest kendt for at være meget stille og sjælfulde. Mange af action scenerne - og dette er en action film - virker stilliserede, næsten balletagtigt koreograferede og reflekterer den meditative og sjælfulde stil.

Der kan ingen tvivl råde om at Ghost er den flotteste, mest visuelt imponerende og gennemført producerede Anime der er set, hvis ikke i lang tid så nogensinde. Ved hjælp af utroligt dygtige animatorer og avanceret cgi grafik har man gjort Ghost til en visuelt genistreg. Allermest imponerende er de melankolske stemnings billeder af det bylandskab filmen foregår i - enorme kontor-skyskrabere i regnvejr, travle motorveje, børn der krydser en gade på vej i skole - altsammen tjener det til at bringe den hårde, bizarre fremtid tættere på vores egen virkelighed..
Hvis man er Masamune Shirow fan vil man straks bemærke at tegnestilen i filmen er meget forskellig fra hans sædvanlige stil. Shirow's egne bløde, næsten naive, streg er blevet skiftet ud med et uglamorøst, nærmest socialrealistisk billedsprog. Det skal for eksempel forstås sådan at Majoren, modsat i mangaen, ikke er hverken smuk eller sexet i filmen.

Kenji Kawai's musik er, efter min mening, Ghost in the Shell animéen's allerbedste træk! I stedet for de sædvanlige elorgel udgaver af plastic-pop og pseudo-klassisk filmmusik, bliver vi i Ghost præsenteret for en ørehængende blanding af traditionel orientalsk tempelsang og eksperimenterende elektronisk musik. Filmens mange stemningsfulde sekvenser akkompagneres smukt af melankolske toner, og man bliver hurtigt overbevist om at de to sider må have været omhyggeligt koordineret i produktionen. På samme måde er lyden også førsterangs, fra troværdige menneskemængder over ægte helikoptere til overbevisende skydevåben. Lydeffekterne i filmen er fremragende. Lydene af afsikring og ladning af våben lyder også forbløffende ægte for en animefilm. Eksplosioner og maskingeværsalver er ligeledes af høj klasse. Lyd og musik glider flot sammen og danner et flot (undskyld klicheen) lydtæppe. Særligt værd at bemærke er titelmusikken (Resurrection) der, ud over at være et fedt nummer, perfekt afspejler seriens blanding af technofetichisme og åndelighed (og man griber sig selv i at gå og nynne den i lang tid bag efter).

For ti år siden banede film som Akira og Urotsukidoji vejen for animé i vesten.Og i mange år har Akira ikke bare været den bedst sælgende OAV i vesten, men også 'den animé alle har set', med Ghost in the Shell har Akira fået en mulig og værdig arvtager til den titel. Ghost har masser af potentiale for at være den nye Akira, og de to film deler flere lighedspunkter: Begge er baseret på en absolut genial manga, og på trods af hvor gode begge film er, har ingen af dem formået at leve op til deres respektive manga.
Enhver der har læst Ghost in the Shell vil blive - ihvertfald en smule - skuffet over animéen. Hvad der redder filmudgaven er den smukke animation, de stemingsfulde mellemsekvenser og så selvfølgelig musikken. Men plottet halter grusomt bagefter: ligesom i Akira har man, af tidsnød, skåret en masse scener og plot-twist's bort, og enhver Fuchikoma-fan vil græde sine modige tårer over at de elskelige kampmaskiner helt er udeladt (bortset fra i baggrunden i starten: hold godt øje lige inden Majoren springer ud fra taget).
En anden betydelig mangel er Shirow's sarkastiskt overlegne samfundssatire. Man savner virkelig de bizzare mellemspil, som skraldemændenes advarsel til 'de højt ærede arbejds-fritstillede medborgere' (der ligger i skraldet) om at de nu vil sprøjte med 'anti-krage gas'. Animé udgaven lægger en helt anden tone end mangaen, på mange måder mørkere - mere cyberpunk - men samtidig venligere idet at den kun fokuserer på politi/spion historien, og udelader f.eks. det modbydelige børnehjem, og ghost-dubbing fabrikken.
Når man skal vælge mellem den engelsk-undertekstede udgave og den engelsksprogede er det værd at bemærke at den engelske udgave er blevet udsat for 'fifteening', med andre ord bander de amerikanske skuespillere grufuldt og unødvendigt meget - så meget at det til tider faktisk forstyrrer. Samtidig er skuespillerne ikke alt for gode, men de er alligevel bedre end visse andre. Fra tid til anden kan man godt blive lidt i tvivl om Kusanagi spilles af en halvdårlig, uinteresseret skuespiller, eller om hun virkelig mener at Majoren skal lyde så ligeglad.
Man skal nok også være opmærksom på at filmen har en meget nonchalant indstilling til nøgenskab - mere end man almindeligvis oplever selv i animé - og man sér flere gange Major Kusanagi mere eller mindre afklædt. Sjovt nok fremhæver dette hendes robot-krop's unaturlighed, istedet for at virke pirrende.