De fleste horror fans burde allerede kende til gyserforfatteren Clive Barker, gennem hans geniale bøger og film som fx Books of Blood, Nightbreed, Hellraiser, Candyman etc. Der efterhånden blevet lavet mange film baseret på hans bøger og ideer, men indtil videre har den interaktive verden ikke benyttet sig noget videre af hans talent, men nu kommer Clive Barker's Undying.
I stedet for blot at ligge navn til og så lade andre gøre arbejdet, når Clive Barker's bøger og ideer skal omdannes til film, så tager han altid selv en aktiv del i projekterne, fx skrev og instruere han selv den første Hellraiser film. Det samme gælder for Undying spillet, her har han også været med gennem hele spillets udvikling, og i mange tilfælde er det også ham der har haft det sidste ord, fx skrottede han DreamWorks oprindelige hovedperson til fordel for sin egen.

Historien
Spillet foregår i Irland i 1920'erne hvor spiller tager rollen som Patrick Galloway. Patrick er kendt for at have en uendelig viden om det okkulte, folk fra hele verden hyrer ham for at komme og efterforske diverse mystiske sager, og så længe de betaler for det skal Patrick også nok være der. Men han er efterhånden ved at have set så mange forskellige uforklarlige ting, at han selv er begyndt at blive overbevist om at der rent faktisk er mere mellem himmel og jord, end vi mennesker kan forklare.

Patrik får et brev fra en af sine gamle venner, Jeremiah som beder om hans hjælp. Jeremiah bor, efter sine søskendes død, alene i et gigantisk nedarvet palæ. Af frygt for at den gamle families forbandelse er sand, har de fleste af tjenestefolkene også forladt stedet. Og du har da heller ikke været i huset længe før du ser de første syner af Jeremiah søskende, som ikke længere er så døde som de har været, og bliver overfaldet af nogle mystiske hundelignede Howlers, som du aldrig har set magen til før.

Historien bliver meget længere og meget mere kringlet, som man gennem hele spillet får fortalt i små bider gennem cut-scenes og breve og dagbøger som man finder undervejs.

Undying spilles i et first person view, som vi kender det fra fx Quake eller Unreal, hvor spilleren ser ud af øjnene på hovedpersonen og med sit våben pejende direkte fremad. Der er to forskellige typer våben i Undying, for det første er der de lidt mere almindelige håndgribelige våben bla inkluderende; en pistol, en shotgun, molotov cocktails, en Tibetan War Cannon der skyder med iskugler og en magisk forstærket le som er ekstrem effektiv på nær hold. Den anden type våben er magiske spells som bla inkludere; Etosplasma, Lightning, den ganske destruktive Skull Storm og Invoke som giver dig mulighed for at genoplive de monstre du har slået ihjel og lade dem kæmpe på din side.

Den allerførste spell man får hedder Scrye, og er sådan set ikke noget våben, men den kan bruges til at se i mørke med og til få fjender til at lyse op. Men Scrye spell'ens vigtigste funktion er at den på bestemte steder tillader spilleren at se ting som ikke kan ses med det blotte øje, fx noget som er sket før i tiden. Selv om Scrye ikke er effektiv som et våben, er den meget vigtig i efterforskningen i spiller og er også med til at gøre atmosfæren i spillet lidt mere skummelt.

Monstrene i Undying er kort sagt geniale! Især de vederstyggelige skabningerne som ikke kommer fra vores dimension. Første gang man møder et nyt monster, sider man ofte bare og glor på den groteske skabning der er ved at synderrive ens spiller.
Det er især den måde monstrene er designet og animeret på der er med til at overrumple en sådan, men også den måde nogle af monstrene angriber på. Fx kommer nogle af monstrene springende ind af et vindue man lige er gået forbi, mens andre stiller sig i skjul bag hjørner, buske etc.. Kommer fjenderne i flok er de også forholdsvis gode til at arbejde sammen. Mens man er travlt optaget med at skyde på den ene, forsøger de andre at angribe en fra siden eller bagfra.

På trods af alle disse fantasifulde våben og monstre er det ikke dem som bærer spillet, men er blot en del af helheden. Atmosfæren i Undying er virkelig blevet sat i højsædet, i alt lige fra banedesign til underlægningsmusik.

Grafikken kører på en stærk modificeret Unreal Tournament engine og giver derfor også nogle rimelige store system krav, men selv på mit gamle Voodoo2 kort, så det stadig rigtig flot ud. Texturene er meget detaljere især på de NPC'er man møder og belysningen var lige tilpas til den dystre stemning, dog lige lovlig mørk enkelte stedet. Det eneste man kan sætte fingeren på ved grafikken er, at man flere steder kan se baggrunden skinne igennem hvor fx to mure mødes.
Cut-scenerne i Undying er ikke pre-renderede video sekvenser men realtime renderede 3D sekvenser, hvilket normalt er noget der tyder på at cut-scenerne bare skulle laves hurtigt og nemt. Men det er bestemt ikke tilfældet med Undying, i disse cut-scenes presser programmørerne enginen til det yderste og har formået at få lavet de sejeste realtime renderede cut-scenes jeg nogen sinde har set. Handlingen i cut-scenerne og den måde de bliver fremført på, kan få det til at risle koldt ned af ryggen på en.

Noget af det vigtigste for at skabe den rigtige atmosfære, er lyden, og den er bestemt heller ikke blevet overset i Undying. Den dystre underlægningsmusik sætter stemningen mens de veltilrettede lydeffekter sørger for at holde dig på tæerne på de rigtige tidspunkter.
På et tidspunkt skal man ud og undersøge et forladt hus langt ude i et øde landskab, på vej der ud kan man høre hvordan det trækker op til tordenvejr, og efter man har fået undersøgt stedet og er på vej tilbage er uvejret kommet tættere på og det buldre i baggrunden, pludselige hører man et kæmpe brøl, man stopper og kigger forvildet rundt i landskabet, men der er ikke andet at se end regnvåde bakker. Så man lister stille videre, der kommer flere brøl og pludselige kommer et kæmpe grotesk hovedformet skabning med nogle onde klør, svævende frem bag en af bakkerne.
Det er den slags scener der gør Undying til det den er og den fyldt med dem. Men det er desværre ret besværligt at beskrive dem ordentligt, det kræver at man prøver spillet selv.
Een ting man kan beklage sig lidt over på lyd-siden er stemmerne på personerne i spillet, de fleste af de "større" karakterer i spillet er gjort ganske udmærket, men der er bestemt også andre som langtfra lyder overbevisende, det er især "end-of-level-monstrene" det er gået galt for. Det er en skam, og her burde DreamWorks nok have brugt lidt ekstra penge på et par rigtige skuespillere.

En sidste ting jeg mangler at fortælle om, er multiplayer-delen.
Undying vil nok ikke egne sig videre godt som et multiplayer spil, da det er atmosfæren og ikke action der holder spillet i gang. Ved mange spil virker multiplayer-delen som en dum påklistret ting, der bare er der for at man kan skrive det bag på æsken, så er det meget bedre at udelade delen fuldstændig som i Undying. Der skulle dog efter sigende være multiplayer patch på vej, men det kan jeg bestemt ikke se nogen grund til.


Alt i alt er Undying et af de mest gennemførte spil jeg har spillet længe, og andre spil med en dyster stemning på samme plan som Undying skal man lede længe efter. Atmosfæren i Undying er simpelthen alfa og omega, den flotte grafik, de velgennemtænkte baner og ikke mindst de stemningsfulde lyd, underlægnings musik og cutscenerne går op i en højere enhed.
Så er man bare lidt ægte horror fan eller har man lyst til at prøve en 3D shooter med lidt mere dybde en Quake 3 og Unreal Tournement, så er dette spil virkelig et kig værd.