![]() | ||
![]() | ||
![]() | ||
| Internet for 100 kroner om måneden [23/01] af Objector | internet: |
Nu bliver det for alvor billigt for danskerne at komme på Internettet. For under 100 kroner om måneden vil man snart kunne surfe døgnet rundt, uden at skulle bekymre sig om ekstra udgifter i form af minutbetaling eller MB-betaling. Det er det hollandske teleselskab TransNet, der nu etablerer sig i Danmark, som tilbyder Internet til priser som faktisk er lavere end dem amerikanerne må betale. I USA er selve forbindelsen normalt gratis, men brugerne betaler typisk 20 dollar, knap 150 kroner, om måneden til Internetudbyderen. »Vores pris er flat rate, hvor man betaler et fast månedligt gebyr, og så kan man være på Internettet efter behov. Man bliver ikke takseret for onlinetiden, og prisen inkluderer både forbindelsen og internetopkoblingen«, siger Georg Sørensen fra TransNet. Han har endnu ikke modtaget de endelige priser for internetopkobling i Danmark, men henviser til de tyske priser. I Tyskland koster det mellem 17,50 DM og 20 DM, svarende til mellem 66 og 76 danske kroner per måned, alt efter om man vælger at betale forud for et år eller en måned. Ud over Internet tilbyder TransNet også lave priser på almindelige telefonsamtaler samt mobilsamtaler. For eksempel koster det kun 59 øre i minuttet at ringe til USA. De lave priser skyldes lave udgifter til administration og marketingsomkostninger samt indkøb af billige teleminutter hos en telegrossist. »Vi køber teleminutterne hos en telegrossist til en billigere pris, end vi sælger dem for. TransNet har desuden fikseret udgifterne til salgsorganisationen, og bruger generelt ikke penge til markedsføring. Vi betaler 15 procent af den samlede telefontrafik til sælgerne, hvilket er meget billigt i forhold til for eksempel Telia og Tele2s udgifter«, forklarer Georg Sørensen. Pyramideopbygning TransNets benytter sælgere, som aflønnes på ren provisionsbasis med en procentdel af den trafik kunderne køber. Salgsorganisation har en pyramideagtig opbygning, hvor sælgerne kan hverve nye sælgere, og få del af betalingen fra de nye sælgeres kunder. Men selvom pyramideopbygningen har fået et dårligt ry, er den fuldt lovlig. »Det er ikke pyramidestrukturen som sådan, der er noget i vejen med. Har firmaet et reelt produkt, er det ikke ulovligt«, siger Niels Jørgen Abildgaard, kriminalinspektør i bedrageriafdelingen hos Københavns Politi, idet han henviser til, at pyramidestrukturen også benyttes af Tupperware-sælgere. Georg Sørensen foretrækker da også betegnelsen network marketing i stedet for pyramidebetegnelsen. Han understreger at TransNet i modsætning til de virksomheder, som har skaffet pyramideopbygningen et dårligt ry, ikke haler penge op af lommen på sælgerne. »Hvis nogen vil sælge teleydelser til private eller mindre virksomheder, internetopkoblinger osv. for TransNet, så er det også TransNet, der lukrerer på det. Derfor skal det ikke koste noget at komme ind som sælger«, fastslår han. Flere på vej Danmark vil i fremtiden få mange flere salgsorganisationer, der i lighed med TransNet køber billige teleminutter hos de store telegrossister, for derefter at tilbyde brugerne billigere teleydelser, mener teleanalytikeren John Strand fra Strand Consult. »Det er noget vi ser i mange andre lande som for eksempel Norge og Tyskland. Der er en frygtelig masse teleselskaber, der skal have solgt deres produkter, så det er udelukkende et spørgsmål om, hvordan man billigst kan generere kunder«, forklarer John Strand. Teleanalytikeren fortæller, at et lignende firma, der sælger mobiltelefoni i Norge, i løbet af forholdsvis kort tid fik hvervet 70.000 kunder. Georg Sørensen tør ikke sætte en endelig dato på, hvornår TransNet går i luften i Danmark, men forventer, at det bliver senest den 1. februar.
| |||
| (1) | (Politiken) | ||



Jeg denne artiktel fra Jydske Vestkysten inde på gameover.dk:
Firma sælger sælgere
Et pyramidelignende selskab af en helt ny type har holdt sit indtog i det syd- og sønderjyske. Selskabet, TransNet Communications, hverver i flere byer sælgere, som angiveligt skal afsætte forskellige teleprodukter og teleabonnementer.
Men selskabet har for nuværende ingen produkter at sælge overhovedet. Det vil sige, de har et produkt: Et grundlæggende salgskursus, som de nye sælgere kan købe _ så de kan hverve nye sælgere, der så kan betale 5-6000 kroner for at komme på kursus. Og konstant rykkes datoen for, hvornår salget af teleprodukter skal gå i gang.
I modsætning til andre pyramidelignende selskaber koster det ifølge TransNet Communications ikke noget at være med. Men tager man ikke kurserne, kan man aldrig komme til at tjene penge, med mindre man sælger en masse af de produkter, som selskabet endnu ikke forhandler.
JydskeVestkysten har overværet et af hvervemøderne i Esbjerg, og ved med sikkerhed, at de også foregår i Aabenraa.
Ved møderne stilles deltagerne store fortjenester i udsigt, og de får at vide, at der allerede er 1000 danske sælgere med i Kolding, Aabenraa, Odense, Århus, Nørre Sundby og København.
På mødet, JydskeVestkysten deltog i, blev det oplyst at selskabet forhandler med TeleDanmark. Men hverken Telestyrelsen eller TeleDanmark kender til TransNet Communications.
Hververne påstod også, at salget er i fuld gang i andre lande, herunder Sverige. Men da avisen ringede en svensk distributør op for at købe en Internet TV-box, som det danske selskab også reklamerer med, lød beskeden:
_ Den kan du ikke få endnu. Salget er ikke startet endnu. Det sker nok hen på foråret, men jeg kan ikke love noget.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra TransNet Communications, der ikke har en officiel adresse. Det er ikke registreret ved Erhvervs- og Selskabssstyrelsen. Og de bagmænd, der omtales på møderne, har hemmeligt nummer og adresse.